Forside * Featured

Netflix-massakre: ’Space Force’ og tre andre serier nedlægges

-
‘Space Force’ får ikke en tredje sæson på Netflix (Foto: Netflix)

Streamingtjenestens problemer med abonnentdyk og børsværdi-tab får nu ledelsen til at svinge sparekniven igen. Denne gang går det ud over nogle ellers ret ambitiøse projekter.

Selv om de har mange ansatte (men nu færre end før), der har til huse i store, fine bygninger, der ligger i nogle dyre postnumre i Silicon Valley og Hollywood, er det stadig egenproduktionerne, der koster flest dollars for Netflix.

Det er derfor også på den front, der hurtigst kan spares flest penge. Og eftersom Netflix for nylig oplevede sin første abonnent-nedgang og følgende styrtdyk på børsen, skal der netop spares penge hurtigt. Det kan derfor ikke undre, at der i de seneste dage er blevet meldt en hel masse aflysninger af TV-serier og filmprojekter ud. Der er formodentlig også flere på vej.

Annonce:

Bølgen af aflysninger begyndte med en række animationsprojekter, der blev lagt ned, samt et endeligt farvel til en opfølger til hvad der dengang var Netflix’ dyreste film, ’Bright’. Den var i forvejen på vippen på grund af hovedrolle-indehaver Will Smiths adfærd ved årets Oscar-fest.

Nu har Netflix så meldt ud at komedie-serien ’Space Force’ ikke fortsætter efter sæson to, der landede tidligere på året. Hvis du ikke har set serien er der tale om et stjernespækket foretagende med blandt andre Steve Carrell, John Malkovich og Jimmy O. Yang, som mange sikkert husker fra hans rolle som Jian Yang i HBOs ’Silicon Valley’.

En knap så sikker succes

Serien havde derudover hel række gæstestjerner, der ofte optrådte i flere afsnit og blandt andet talte Lisa Kudrow fra Friends, Noah Emmerich fra ’The Americans’, Jane Lynch fra ’American Dad’ og ’Glee’, og kendte komikere som Patton Oswalt, Roy Wood Jr. og Jon Lovitz.

Steve Carell var både skaber, skribent og hovedrolleindehaver i ‘Space Force’. Men hans og andre stjerners tilstedeværelse var ikke nok (Foto: Netflix)

Serien var Steve Carells baby, og han skabte og skrev den sammen med Greg Daniels, der bl.a. stod bag ’Parks and Recreation’ og den amerikanske version af ’The Office’, hvor Steve Carell fik sit gennembrud efter han forlod ’The Daily Show’. Serien er inspireret af forsvarsagenturet af samme navn, som Donald Trump skabte i sin præsident-tid, og som skal sikre USA’s interesser i rummet.

Med alle disse topnavne og klare inspirationskilder burde ’Space Force’ være blevet en sikker succes. Men seerne sprang ikke på, og eftersom serien næppe ligefrem er billig at lave, får den nu sparekniven. Den er dog langt fra alene.

Farvel til royal serie

Den ambitiøse, animerede serie ’Pearl’ er også blevet lukket ned. Serien var ellers produceret af ex-prinsessen Meghan Markle (i samarbejde med Elton Johns husbond, David Furnish) gennem det produktionsselskab, hun og Prins Harry har startet og som distribuerer sine produktioner gennem Netflix. Streamingtjenesten bedyrer dog, at de vil fortsætte samarbejdet med det royale par.

Børne-superhelteserien ’Raising Dion’ er også røget sig en tur, til trods for at den har unge stjerner som Michael B. Jordan, Alisha Wainwright og Jason Ritter på rollelisten. Serien fik to sæsoner på Netflix, men der kommer altså ikke en tredje.

Komedieserien ’Pretty Smart’ er også ude. Den nåede kun at få en enkelt sæson på streamingtjenesten. Det er dog sandsynligt, at vi kommer til at høre om endnu flere aflysninger og nedlæggelser fra Netflix. Deres tab af 200.000 abonnenter har fyldt mest i medierne, men firmaet har meldt ud at de forventer et tab på ti gange så mange abonnenter i næste kvartal.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.