3 og Oister hentede flere kunder i første kvartal 2022 og har rundet en milepæl
Teleselskabet 3 og søsterselskabet OiSTER har oplevet vækst i første kvartal i år og runder en milepæl.
For med 16.000 nye kunder i alt, så rykker 3-gruppen over de 1,5 mio. kunder. Mere præcist har de nu 1.506.000 kunder.
“Ambitionen om 1,5 mio. kunder har vi arbejdet målrettet efter i årevis, og vi er nu lykkedes på trods af svære udfordringer som pandemien og det marked, vi opererer i”, fortæller Morten Christiansen, Regional CEO i 3 Group og CEO for 3 Danmark i en udmelding og fortsætter:
“Dem, der kender os, ved dog også godt, at vi ikke kommer til at hvile på laurbærrene. Vi arbejder videre og er i fuld gang med at sætte nye og ambitiøse mål for vores vækst og position og den virksomhed, vi gerne vil være”.
Også en milepæl på 5G-udrulningen
3 fortæller at de også har rundet en milepæl i forhold til udrulningen af 5G. De har nu opgraderet mast nr. 1.000 til et moderniseret 4G og 5G-netværk.
Af de 1.000 opgraderede master er en stor del aktive med det superhurtige såkaldte C-bånd – 3,5 GHz – der kan give hastigheder i Gbit-størrelsen.
Samtidig med, at 3’s eksisterende netværk med godt 2.200 master bliver opgraderet, bygges der også omkring 1.000 nye mastepositioner til at styrke kapacitet og dækning i netværket.
“Udrulningen af 5G og opgraderingen af vores netværk går planmæssigt, og med 1.000 ’swappede’ master begynder det virkelig at ligne noget. Ved udgangen af 2022 står vi med et sublimt mobilt netværk med meget høje hastigheder. Kvaliteten af vores netværk er fundamentalt for brugeroplevelsen og dermed helt afgørende for 3’s fremtid og vores fortsatte vækstdrømme”, slutter Morten Christiansen.