Hvis, vel at mærke, bliver færdige før afsløringen, der er sat til 18. august. De har været i gang i mere end et årti.
Fans af 1980’er-popkultur vil vide at den bil, som Marty McFly og Doc Brown bruger til at drøne rundt mellem tidsaldrene i ’Back to the Future’-serien, er en DeLorean. Nærmere betegnet en DMC DeLorean (Også kaldet DeLorean DMC-12), som Doc Brown har ombygget til en tidsmaskine.
Der blev kun lavet omkring 9.000 DMC DeLorean’er mellem 1981 og 1983, og de blev hovedsagelig solgt på det amerikanske marked. Ifølge avisen USA Today estimeres det, at der er omkring 6.500 af dem, der stadig suser rundt på amerikanske veje.
DeLorean gik konkurs i December 1982, hvorefter produktionen blev brat standset. Men interessen for bilen er aldrig gået helt i bund, måske netop på grund af dens sjældenhed, og på grund af ’Back to the Future’-serien.
Det hjælper naturligvis, at det var den legendariske, italienske designer Giorgetto Giugiaro, der designede DMC DeLorean. Han har også stået bag en række andre tidsløse sportsvogns-designs, herunder BMW M1, Ferrari 250 GT og Maserati Ghibli. Han designede også den måske lækreste James Bond-bil nogensinde, Lotus Esprit S1. De færreste ved, at han også ledte designet af den første VW Golf.
Oprindelig designer vender tilbage
I 2011 begyndte et nyt firma at tale om at genoplive DMC DeLorean i en elektrisk udgave. Firmaet hedder Delorean Motors Reimagined, men går blot under det samme navn som originalen. De har under navnet The Delorean Motor Company of Texas i mange år specialiseret sig i at producere og fremskaffe reservedele til de 6.500 DeLorean’er, der stadig kører rundt i USA.
Nu, over ti år senere, ser firmaet ud til at gøre noget ved relanceringsplanerne. Efter den lange ventetid har firmaet nu annonceret, at de vil vise en elektrisk DeLorean frem 18. august i år. Der er ifølge firmaets pressemeddelelse stadig kun tale om en konceptbil, men flere medier rapporterer om at vi henne i august vil høre mere om planerne for en reel tilgængeliggørelse.
Det eneste, vi har set af designet af bilen, er imidlertid det teaser-billede, du kan se herover. Det er ikke meget, men i pressemeddelelsen er mågevingerne dog nævnt. Der skulle dog være en god chance for, at der er tale om en lækker elbil.
Giorgetto Giugiaros firma, Italdesign, har nemlig hjulpet til med designet, hvilket også skulle sikre en vis æstetisk sammenhæng med 1980’er-modellen. Men det er alt, hvad vi ved for nu, så danske elbil-fans må vente med at finde ud af, om denne DeLorean, modsat originalen, bliver tilgængelig i Danmark (og hvor mange jetjager-spidser, man skal sælge for at få råd til den).
Forhåbentlig får vi også at vide til august, om man kan købe en Flux Capacitor som ekstraudstyr.
Denne artikel er en del af serien: Elbiler
- Volvo vil udvikle eget operativsystem i konkurrencen mod Tesla.
- Denne elbil kan køre 1000 km på en opladning og kommer i 2022
- Sprænger Tesla i luften: For dyrt at skifte batterier
- Clever har nu åbnet et af danmarks største lynladeanlæg
- Volvo Cars åbner nyt techcenter i Stockholm
- Kultbilen fra ’Back to the Future’ kommer i en elektrisk version (Denne artikel)
- Mercedes kører over 1.000 km/opladning i alm. trafik