DR er i kontakt med næsten alle danske unge i løbet af en uge. Den position har DR en ambition om at fastholde – trods et stort konkurrencebillede, hvor et voksende indholdstilbud hver dag står i kø.
I den digitale virkelighed agerer unge brugere på en måde, hvor de i højere grad end andre gebærder sig flydende mellem medier og platforme. Kort sagt er det ikke længere holdbart at dele et ungetilbud op efter et traditionelt mediebillede, der skelner mellem tilbud på lyd og tv.
En højere grad af genkendelighed
DR tilpasser sig udviklingen ved at samle P3’s og DR3’s kræfter, og viderefører ungetilbuddet under et nyt, stærkt og mere sammenhængende P3. Opgaven, DR3 har haft med at levere tv-indhold, er fortsat en vigtig hjørnesten i det nye P3-tilbud. Men for at skabe en højere grad af genkendelighed blandt utallige andre tilbud, samles ungeindholdet under ét navn i stedet for to.
Dermed vil brugerne fremover møde det nye, limegrønne P3-logo – uanset om man streamer på DRTV, er på dr.dk, lytter til podcast og radio eller scroller i feedet på telefonen. Indholdet retter sig entydigt mod danske unge mellem 15-31 år og centreres om de fire styrkepositioner: Aktualitet, musik, humor og ungeliv.
En dynamisk udvikling mod det nye P3
Ledende redaktionschef i DR Ung Malene Birkebæk siger:
– Det er en kæmpe øvelse at samle to så store og succesfulde brands. Vi vælger at videreføre P3-navnet, som i forvejen er stærkt og favner bredt, men indholds- og genremæssigt kommer det med tiden til at få et nyt udtryk. Det her er kun startskuddet, og derfor vil det også tage et stykke tid, før den fulde karakter af det nye P3 afspejler sig i det indhold, der når ud til brugerne, siger Malene Birkebæk og tilføjer:
– Ungdommen flytter sig hele tiden, og vi skal flytte os med. Vores indhold har været med til at gøre det legitimt at tale åbent om, hvad der er svært ved at være ung. Det vil vi stadigvæk gøre, men ambitionen fremover er i højere grad at være et inspirerende fristed, der viser en vej ud af det, der kan være svært, og hvor man lades op med håb, handlekraft og positivitet til at begå sig i ungelivet.
Mere tværgående indhold
Programmer og temaer udvikles fremover med det sigte at udkomme på tværs af DRTV, podcast, dr.dk, radio og sociale medier. På baggrund af det er det ambitionen at folde indholdets tematikker mere ud og samtidig give det et bredere perspektiv.
– Vi oplever en massiv konkurrence om de unges opmærksomhed, og de eksponeres for stakkevis af indhold fra udenlandske streamingtjenester. Derfor er ambitionen at skabe et entydigt dansk ungetilbud, der harmonerer med medievanerne i en digital tidsalder. Med de bedste greb fra DR3 og det eksisterende P3, tager indholdet udgangspunkt i hverdagen for en dansk ung og giver dermed et fælles referencepunkt, der tager de unges perspektiv og dagsordner seriøst.
Skal være tættest på danske unge
En af målsætningerne for det nye samlende P3 er at være dem, der er tættest på danske unge. Derfor arbejder DR’s ungeredaktion med en høj grad af brugerinddragelse på tværs af landet.
De besøger blandt andet skoler og uddannelsesinstitutioner for at blive klogere på, hvad der rører sig hos danske unge, og hvilke emner der kunne være relevante at tage op. Erfaringerne bruges blandt andet i udviklingen af programideer, emnevalg og dagsordener. I efteråret vil et stort tværgående seksualoplysningstema udspringe af netop det arbejde.