John Deere ser ud til at være kommet først til markedet med selvkørende traktorer. Og disse har mere med selvkørende biler at gøre, end man lige skulle tro.
Her på siderne følger vi spændt udviklingen inden for autonome, selvstyrende køretøjer og har gjort det i årevis. Men som det er tilfældet med så mange andre teknologiske landvindinger, skal man ofte ud i periferien af de teknologiske produkter for at se, hvor tingene er på vej hen.
Sådan er det lige nu med selvkørende biler. Undertegnede journalist husker for eksempel stadig, hvordan en repræsentant fra Audi fortalte mig på CES i 2014, at de regnede med at have selvkørende biler på gaden i 2017, for teknologien var klar – de manglede bare at lovgivningen fulgte trop. Det blev naturligvis ikke tilfældet, især eftersom selvkørende biler viste sig at være lidt mindre sikre end først antaget.
Det sidste er resultatet af tests ude i den virkelige verden, hvor det har vist sig, at biler skal forholde sig til en del flere udfordringer end designere og udviklere formentlig havde regnet med. Det har vist sig at især mennesker i trafikken opfører sig temmelig uforudsigeligt. I sidste ende handler det dog formentlig kun om at indsamle tilstrækkeligt mange data til at et acceptabelt sikkerhedsniveau kan nås.
Og det er her, autonome køretøjer, der ikke er biler, kommer ind i billedet. Vi har allerede skrevet om førerløse lastvogne, der kører rundt i begrænsede områder og flytter rundt på containere m.m. Men nu kommer en ny datakilde til, der kan bidrage til den vidensmængde, der på længere sigt kan få selvkørende biler ud på privatmarkedet.
Dataindsamling ude i marken
Den nye datakilde er selvkørende landbrugsmaskiner. Især traktorer har været i fokus for branchen, men andre maskiner, som f.eks. selvkørende mejetærskere har også været under udvikling i adskillige år. Og i modsætning til biler, kan landmænd nu rent faktisk købe en selvkørende traktor.
Det er den amerikanske landbrugsmaskine-titan John Deere, der ser ud til at være kommet først til markedet. Firmaet har netop annonceret, at de har startet produktionen af selvkørende traktorer, der begynder at blive rullet ud fra samlebåndet i efteråret. Dermed er John Deere et skridt foran sin største konkurrent, Case New Holland (CNH), der imidlertid også er i gang med at udvikle selvkørende traktorer.
De nye John Deere-traktorer, der blev vist frem på CES i januar, vil blive solgt til få, udvalgte landbrug i USA til at begynde med. I efteråret regner firmaet med at sætte traktorer ind på et sted mellem 10 og 50 landbrug, men allerede fra næste år bliver udrulningen langt større, skriver AP.
Det siger sig selv, at landmænd kan spare en del tid og ressourcer, når de ikke selv behøver sidde i førersædet på en traktor og køre marken tynd. I stedet vil de kunne sætte traktoren i gang og hellige sig andre gøremål, mens de følger traktorens fremfærd på en smartphone. En selvkørende traktor kan i princippet køre om natten (selv om dette næppe vil glæde naboerne)
Traktorer hjælper biler
Men, kunne man så spørge sig selv, er det ikke blot som at have en stor robotstøvsuger? Hvordan kan selvkørende traktorer bidrage til udviklingen af selvkørende biler?
Raj Rajkumar er professor ved Carnegie Mellon-universitetet i Pennsylvania i USA – en institution, der har en lang historik med forskning i robotter og kunstig intelligens. Til AP siger Rajumar, at selv om selvkørende traktorer ikke behøver bekymre sig om andre køretøjer og fodgængere og har adgang til mere stabile GPS-signaler, kan de stadig bidrage: ”Det vil helt sikkert stimulere den teknologiske udvikling på hele området”, siger han.
For det første kan selvkørende traktorer på en mark langt væk fra travle trafikårer sagtens indsamle data, der er brugbare for biler, også selv om traktorerne aldrig kommer til at køre i en bymidte. Det kan f.eks. være data om sensorernes påvirkning af vind og vejr, lysforhold ved forskellige tidpunkter på dagen, og eventuelt specielle forhold under natkørsel.
For det andet betyder masseproduktion af flere selvstyrende køretøjer (af hvilken som helst art), at produktionsprisen for kerneteknologier som chips og sensorer falder, sådan som det er tilfældet for alle teknologiske produkter. Netop prisen er p.t. en af udfordringerne. John Deere siger, at den selvkørende teknologi i første omgang vil blive sat ind i traktorer, der allerede nu koster en halv million dollar, eller lige under 3,4 mio. kroner (før danske skatter og afgifter).
Man kan sagtens forestille sig, at tilføjelsen af selvkørende teknologi kan fordoble den pris i begyndelsen. Hvis det kan gøre det.