Arden er et nyt, innovativt ”grillskab”, der kan give maden ægte smag af røg og trækul, selv i lejligheder uden altan.
Det siges, at det farligste sted at opholde sig i det øjeblik udendørstemperaturen rammer dobbeltcifrede grader, er mellem en dansker og vedkommendes grill. Men lad os nu være ærlige – der er også masser af danskere, der griller, selv om der er sne på jorden udenfor. Så gælder det bare om at få maden hurtigt indenfor i varmen i stedet for at nyde den på terrassen.
Det er dog ikke alle danskere, der har mulighed for at nyde denne luksus. Hvis man f.eks. bor i en lejlighed med en meget lille altan (eller ingen altan overhovedet) er man overladt til ejendommens fællesfaciliteter eller til at slæbe en engangsgrill med i parken.
Dette er naturligvis ikke kun et dansk fænomen. I gigantiske storbyer som New York og Tokyo er grillkultur mere undtagelsen end reglen. Men det bliver der måske snart lavet om på. I hvert fald, hvis det står til FirstBuild, et innovationsfirma, hvis produktudvikling bliver finansieret af GE (General Electric) Appliances.
De har nemlig bygget en grill, som du kan bruge inden døre.
Røgen forvandles til vand og kuldioxid
Indendørs-grillen hedder Arden, og den skulle altså være en bedre måde at tilføje den dér autentiske grill-smag, som f.eks. grill-pander og grill-funktionen i ovnen ikke rigtig kan levere. Men meget af denne smag kommer jo netop fra røgen. Så hvordan kan man give maden røget smag uden røg?
Det er her, det innovative ved Arden (der altså ikke er opkaldt efter stationsbyen mellem Randers og Aalborg) kommer ind i billedet. Den anvender små røgblokke i stil med dem, du kan smide på trækullene på dine grill, hvis maden skal smage ekstra røget.
Men modsat udendørsgrillen er Arden udformet som et skab og kan opfange røgen efter denne har cirkuleret omkring maden, der i øvrigt også bliver varmet op af andre elementer end grill-ild. Når røgen er opfanget, forvandler Arden den til kuldioxid og vand, der spyttes ud bagi. Så længe, der er et afløb og en emhætte i nærheden, er der altså ingen problemer med røg.
FirstBuild har, til trods for de udviklings-dollars, de har fået fra GE Appliances, valgt at gå crowdfunding-vejen med Arden. Og interessen har været enorm. Firmaet håbede at hente 100.000 dollar på 31 dage, men de har allerede på første dage hentet over fire gange så meget hjem. Så projektet skal nok blive til noget.
FirstBuild lover på crowdfunding-siden, at den cirka 20 kg tunge Arden vil blive solgt internationalt, men det er dog kun folk i USA og Canada, der kan byde ind på crowdfunding-kampagnen. Arden forventes at komme officielt på markedet næste år, så det er nok først der, grill-glade danskere kan sætte en Arden op i køkkenet.
30/3 kl. 10:45: Artiklen er tilrettet og afsnittet om at bruge en almindelig grill indendørs er fjernet. Det kan være livsfarligt at bruge en almindelig kul- eller gas-grill indendørs.