Forside * Fokus

Forbrugerombudsmanden advarer mod hjemmesiden vurderebil.dk

-

Forbrugerombudsmanden advarer mod hjemmesiden vurderebil.dk, som opkræver betaling for en bilvurdering. Forbrugerne bør ikke betale, hvis de bliver opkrævet betaling for vurderingen eller truet med inkasso.

Forbrugerombudsmanden har den seneste tid modtaget adskillige henvendelser fra forbrugere, som føler sig snydt af hjemmesiden vurderebil.dk.

Annonce:

Hjemmesiden markedsfører sig enten direkte via emails eller annoncer på Facebook, hvor forbrugerne får at vide, at de ved at indtaste registreringsnummer på deres bil på hjemmesiden vurderebil.dk kan få en vurdering af værdien.

Prisen for vurderingen fremgår ikke af annoncerne. På hjemmesiden kan man kun se prisen på vurderingen ved at scrolle ned på siden under den blå ”send til”-knap. Prisen står med lille skrift på lysegrå baggrund.

Hvis forbrugerne indtaster oplysningerne på vurderebil.dk, får de tilsendt en regning på 990 kroner for vurderingen. Bag domænet står en Denis Jensen fra Holstebro, der dog ikke oplyser om ejerforholdet på hjemmesiden.

Forbrugerombudsmaden advarer derfor mod at benytte siden. Hvis forbrugerne modtager opkrævninger og varsler om inkasso, anbefaler Forbrugerombudsmanden, at forbrugerne ikke betaler.

Gennem det europæiske samarbejde mellem håndhævende forbrugermyndigheder, CPC, har Forbrugerombudsmanden konstateret, at indbetalingerne via Belgien ender hos en lettisk statsborger med adresse i Litauen. Derfor har Forbrugerombudsmanden bedt myndighederne i Litauen om at stoppe den ulovlige aktivitet.

Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, siger:

”Vi har fået mange klager over hjemmesiden vurderebil.dk, og efter vores opfattelse er forbrugerne ikke forpligtet til at betale, hvis de modtager en opkrævning eller bliver truet med inkasso.”

 

Hagles ned på Trustpilot

På hjemmesiden Trustpilot kan man se mange personer der er faldet i fælden, og ikke kan komme i kontakt med folkene bag hjemmesiden. Og der kan man også se at flere er gået sammen om at politianmelde siden.

 

 

GODE RÅD:

  • Undlad at benytte siden
  • Lad være med at betale, selvom du får en opkrævning eller et inkassovarsel for en vurdering. Meddel virksomheden, at du ikke mener at have indgået en aftale om betaling
  • Hvis selskabet mod forventning indbringer sagen for retten, er du meget velkommen til at kontakte Forbrugerombudsmanden
  • For en god ordens skyld gør vi opmærksom på, at du ikke kan blive registreret i Experian (det tidligere RKI), hvis du har gjort indsigelser mod kravet
Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.