Forside * Nyheder

Danmarks Statistik: Nedlukninger flyttede kulturen ind i stuen

-
Foto: Shutterstock.com

Danmarks Statistik har samlet tal for streaming, biografbilletter mm. for corona-tiden.

Coronapandemien flyttede forbruget af kultur. Kulturtilbud, som streaming og læsning der kan tilgås hjemmefra, vandt ikke overraskende frem. Det viser den netop offentliggjorte rapport ’Kultur 2020/2021’ fra Danmarks Statistik.

Eksempelvis faldt antallet af solgte biografbilletter fra 12,8 mio. i 2019 til 7 mio. i 2020. Til gengæld steg andelen af befolkningen over 16 år, der så film og serier via betalte streamingtjenester i samme periode med syv procentpoint til 63% i 2020.

Annonce:

Og mens antallet af koncertgæster faldt fra 8,7 mio. til 2,8 mio. fra 2019 til 2020, læste eller hørte flere danskere skønlitterære bøger. I tredje kvartal 2021 var det 66% af danskerne, der angav, at de havde læst skønlitterære bøger de seneste tre måneder, mens det tal var på 59 pct. i samme kvartal 2018, fortæller Danmarks Statistik.

“Mens danskerne ikke har kunnet gå i biografen eller tage til koncert på grund af nedlukning, har flere benyttet lejligheden til at læse bøger og se film og serier i hjemmet. Og dem, der ser serier, har tilmed set flere serier, end de gjorde før coronapandemien”, lyder det fra chefkonsulent Agnes Tassy fra Danmarks Statistik.

 

Mere bingewatching under corona

Før coronapandemien så 68% af befolkningen på 16 år og opefter serier i løbet af en gennemsnitlig uge. En andel, der på to år er vokset til 78%. Befolkningens forbrug af film er også vokset, dog i mindre omfang end serieforbruget. Især unge mellem 16-24 år så serier under corona; hver anden så serier dagligt.

 

Flere bruger eReolen

Samtidig med at flere har set serier og film derhjemme, er bibliotekslånerne også flyttet fra de fysiske folkebiblioteker over på eReolen.

I løbet af 2021 var det 40% af lånerne, der udelukkende lånte digitale materialer, mens 39% besøgte et fysisk bibliotek. Umiddelbart inden de første nedlukninger i første kvartal 2020 var fordelingen henholdsvis 28% og 58%

 

Salget af dansk musik steg

Udviklingen fra 2019 til 2020 i salget af indspillet musik adskiller sig markant fra andre år, da stigningen er trukket af en vækst i salget af dansk musik.

Salget af dansk musik steg fra 205 mio. kr. til 271 mio. kr., svarende til 32%. Det er den største stigning siden 2008. Salget af udenlandsk musik faldt til gengæld fra 396 mio. kr. til 361 mio. kr.

 

Kilde: Danmarks Statistik og rapporten: Kultur 2020/2021

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.