En alvorlig fejl betød at styrelse tvang mit.dk til at holde lukket i flere dage i premiereugen
Den nye digitale postkasse mit.dk nåede kun at holde åbent kort tid på premieredatoen, inden det ikke længere var muligt at logge på.
Det viser sig nu at det ikke var tekniske problemer i forhold til adgang, men derimod tekniske problemer i forhold til indhold.
En bruger oplevede nemlig at se en anden mands personlige data i stedet for sine egne, og det fik Digitaliseringsstyrelsen op i det røde felt. Det skriver BT. Styrelsen tvang mit.dk til at lukke ned indtil fejlen var identificeret og udbedret.
Den nye digitale postkasse blev lukket mandag formiddag, kort tid efter at den var gået i luften. Først onsdag eftermiddag var den igen oppe at køre.
Til Berlingske fortæller Tage Lysgaard, at han mandag morgen loggede ind på Mit.dk og straks opdagede, at noget var helt galt.
“Da jeg logger ind, får jeg adgang til en person, der hedder Ted. Jeg kan se hans post og fortrolige papirer ægtepagt med mere”, fortæller Tage Lysgaard til avisen Berlingske, og fortsætter:
“Som gammel, trænet advokat rører jeg ikke noget, men lukker straks. Ti minutter senere logger jeg så på igen. Så dukker den private post op fra en, der hedder Bent”.
Tage Lysgaard tog derefter fat i først Digitaliseringsstyrelsen og siden Mit.dk’s kundeservice.
Af mailkorrespondancen med styrelsen fremgår det ar de var opmærksom på problemet og ikke ville lade Mit.dk genåbne, før der var styr på sagen.
I alt nåede 2.182 at logge på mit.dk mandag morgen, inden portalen blev tvunget til midlertidigt at lukke igen. Heraf vurderer Netcompany, som står bag mit.dk, at mellem 10-50 personer har fået andres personlige data.
Mit.dk åbnede igen onsdag d. 23/3 efter mere end 2 døgns nedetid.