Forside * Nyheder

’Stranger Things’ slutter efter sæson fem

-

Sæson fire begynder på Netflix 27. maj, men lander i to omgange i stedet for hele sæsonen på én gang.

Da Netflix i sin tid lancerede sin streamingtjeneste, gjorde firmaet noget unikt. Akkurat, som når man købte en box med Blu-ray- eller DVD-skiver, kunne man vælge at se alle afsnittene på en gang, i hvad der siden blev kendt som ”binge”-kigning.

Da Netflix’ streaming-konkurrenter begyndte at pible frem, forsøgte mange af dem sig med det samme. Men det viste sig hurtigt, at der ikke nødvendigvis var nogen økonomisk fordel i at lægge en hel serie op på samme premieredag modsat at slippe et afsnit ud om ugen over en periode.

Annonce:

Faktisk var der meget, der tydede på, at det sidste mønster holdt folk fra at abonnere, se en serie over en weekend og så melde sig ud af tjenesten igen. Ved at slippe et afsnit ud om ugen kan tjenesterne fastholde flere abonnenter. Derfor er det stort set kun Netflix, der stadig vælger at lægge en hel sæson op på premieredagen.

Måske er også Netflix imidlertid på vej væk fra dette mønster. I hvert fald har tjenesten nu meldt ud, at en af dens mest populære serier, ’Stranger Things’, får premiere i to omgange, når sæson fire blænder op 27. maj. Den anden omgang lander 1. juli.

Dobbelt så lang

Ifølge såvel Netflix som seriens skabere, Matt og Ross Duffer, er det dog ikke økonomiske årsager, der har fået ’Stranger Things 4’ delt op i to dele. Det handler simpelthen om at der er så meget historie at fortælle, at sæsonen er næsten dobbelt så lang som normalt.

Det skriver Duffer-brødrene i et åbent brev (i gammeldaws stil, som du kan se herunder), der er blevet lagt op på Twitter. Hvem ved, måske venter der også en større twist i historien, som brødrene ikke ønsker at folk spreder før tid på sociale medier? Fans af serien kan altså glæde sig til en sommer med mere ’Stranger Things’ end normalt. Men det er også, som brødrene skriver, ”begyndelsen til enden”.

Duffer-brødrene føler nemlig, at de er ved at nå til enden af den historietråd, som ’Stranger Things’-universet foreløbig har bragt os, altså historien om Eleven og hendes fire nørdede venner fra Hawkins i Indiana. Sæson fire bliver seriens næstsidste og når sæson 5 blænder op i enten 2023 eller 2024, bliver den seriens sidste.

Seriens skabere åbner dog en dør på klem for spin-off-serier med videre ved at skrive i brevet til fans, at der ”stadig er mange flere spændende historier at fortælle i Stranger Things-verdenen” i form af ”nye mysterier, nye eventyr og nye, overraskende helte”. Men først beder Duffer-brødrene os om at følge med dem, når de slutter denne del af historien af. Det gør vi så.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.