Nationalbanken har undersøgt markedet for digitale betalinger og set på mobilbetalinger
Mobilbetalingsløsninger er udbredte i Danmark. Hele 94% af befolkningen har mindst 1 mobilbetalingsløsning tilgængelig på deres mobil, og 42% har mindst 2 forskellige mobilbetalingsløsninger til rådighed. Det skriver Nationalbanken i en analyse af markedet for betalinger i Danmark.
De 94% kan ses i relief til at “kun” omkring 78% af har et Dankort (alle varianter).
Det er MobilePay som trækker op her. Danskerne har især taget muligheden til sig, hvor der kan overføres penge til hinanden, til gave-indsamlinger mm. Hele 92% af befolkningen har MobilePay.
MobilePay kan også bruges til betaling i butikker som har en aftale om det. Men i butikkerne får MobilePay baghjul af Apple Pay, som virker i de fleste butikker som tilbyder kontaktløs betaling via NFC.
Apple Pay virker kun i Apple-enhederne. Men iPhone er udbredt i Danmark, og NFC-chippen i Apple-enhederne virker kun til betaling med Apple Pay. Andre betalingsløsninger har ikke adgang til NFC.
Faktisk er det kun 18% af befolkningen som har Apple Pay, men de bruger det flittigt.
Apple Pay størst på mobilbetalinger
Ifølge Nationalbankens undersøgelse var Apple Pay den mest anvendte mobilbetalingsløsning i Danmark i fysisk handel i 2021.
42% af alle mobilbetalinger i butikkerne blev foretaget med Apple Pay.
MobilePay stod for 22%, Dankort app for 19% mens Google Pay stod for 6% af betalingerne.
I alt blev der i 2021 betalt med Apple Pay 186 millioner gange. Det er en stigning på 147 millioner siden 2019.
Nationalbankens undersøgelse viser også, at de forbrugere som anvender enten Apple Pay eller Google Pay til betalinger, de bruger mobilbetaling til mere end halvdelen af alle betalinger.
Ikke overraskende er det befolkningen under 40 år der handler mest med mobilen i fysiske butikker, restauranter, cafeer mv.