Den 1. april overtager Fastspeed den mindre bredbåndsudbyder Snappii, og kundebasen, der i dag udgør nogle hundrede bredbåndskunder på fiber og coax. Disse konverteres til Fastspeed Bredbånd. Snappii-brandet nedlægges efterfølgende.
Snappii blev etableret i juni 2020 for at tage kampen op med de etablerede bredbåndsudbydere i markedet – lidt efter samme opskrift som Fastspeed, som blev lanceret et år tidligere. Stifterne bag Snappii var det erfarne team bag Kabelplus, et selskab, der har specialiseret sig i at levere infrastruktur og teletjenester til bolig- og antenneforeningsmarkedet.
Beslutningen om at sælge til Fastspeed kommer af to ting: Dels ønsker stifterne bag at fokusere hundrede procent på Kabelplus-forretningen, og dels har det vist sig svært at få det nødvendige fodfæste og skabe den nødvendige, kritiske kundevolumen i et hårdt konkurrencepræget bredbåndsmarked: ”Med Snappii ønskede vi at skabe en bredbåndsudbyder, der kunne leve et ”no bullshit” bredbåndsprodukt med høj hastighed til en skarp pris.
Det har dog vist sig at være noget sværere end forventet at skabe den nødvendige vækstrejse, der kan sikre det nødvendige grundlag og kritiske masse for en rentabel forretning”, udtaler Henrik Lind, medstifter og direktør for Snappii. ”Samtidig har vi et ønske om at hellige os 100% vores arbejde med at sikre antenne- og boligforeninger bedre valgfrihed og skarpere priser på bredbånd og administration af tv via Kabelplus. I den forbindelse har vi taget kontakt til Fastspeed med et tilbud om at overtage Snappii’s eksisterende kunder – for vi er sikre på, at kunderne vil komme i gode hænder hos Fastspeed, der har markedets bedste kundetilfredshed”.
Fastspeed byder velkommen
”Vi er sikre på, at Snappii’s nuværende kunder vil blive glade hos os, og vi glæder os til at byde Snappii’s kunder velkommen. Snappii har omtrent samme produkter, teknologier og priser som Fastspeed, så overgangen kan gøres uden større knubs – og teamet hos Fastspeed vil gøre alt for at sikre, at alle vil opleve en super smidig overgang til Fastspeed”, udtaler Jens Raith, adm. direktør i Fastspeed.”
Parterne ønsker ikke at oplyse købsprisen for Fastspeed’s overtagelse af Snappii.