Forside * Nyheder

Disse øretelefoner lover 20 timers afspilning på en opladning

-

Audio-Technica har kastet sig ind i kapløbet om bedre batterilevetid på in-ear-øretelefoner.

En højtstående medarbejder hos et amerikansk hifi-firma blev engang citeret for at sige, med slet skjult skuffelse i stemmen, ”Der er to ting, alle mennesker søger i livet. Gud og mere bas”. Det havde han muligvis ret i. Men når det gælder øretelefoner er Gud og mere bas ikke længere nok.

Annonce:

Vi vil også have længere batterilevetid. Langt de fleste musikelskere er trods alt ikke ældre, end at de husker dengang, batterilevetid på øretelefoner slet ikke var noget problem. Så længe der var kabler involveret, kunne musikken blive ved med at spille.

Derfor vakte det også opsigt, da Samsung brød den vanlige grænse på omkring 3-4 timers spilletid og præsenterede et par øretelefoner, der kunne spille i otte timer, hvis lytteren kunne undvære ANC. Og siden er også den grænse blevet overskredet.

Nu er vi ved at være derhenne, hvor batterilevetiden er en konkurrenceparameter, og kapløbet handler om at komme hen til et sted, hvor det menneskelige øre bliver træt før batteriet udløber. Den målstreg ser Audio-Technica nu ud til at være løbet over.

Ørerne står af før øretelefonerne

Firmaets nye, trådløse øretelefoner med det mundrette modelnavn ATH-CKS50TW, lover nemlig 20 timers uafbrudt afspilning af musik på en enkelt opladning. Slås ANC til, falder afspilningstiden naturligvis, men dog kun med fem timer. Med ANC præsterer de altså (ifølge Audio Technica selv) 15 timers afspilning, hvilket også er ret imponerende.

Om virkelighedens verden og almindelig brug svarer til disse løfter, vil vise sig, når øretelefonerne bliver testet i de kommende uger. Den lange afspilningstid kan naturligvis gentages efter endt opladning i æsken, der kan klare halvanden gang ekstra opladning, inden den selv skal lades op. Det bringer den samlede batterilevetid op på 50 timer.

Selve ørepropperne har 9mm-drivere ombord, hvilket ifølge Audio-Technica giver ”dyb, kraftig bas”. Firmaet lover dog ikke nogle religiøse oplevelser i deres specifikationer. Til gengæld har øretelefonerne en passthrough/ambient-tilstand, sådan som det hører sig til i vore dage. Hvad der måske gør dem endnu mere interessante, er at de er kompatible med Sonys 360 Reality Audio.

Audio-Technica har ikke villet betale for en reel IP-certificering. Øretelefonerne er dog stænktætte ifølge både den japanske standardmyndighed JIS og den internationale elektrotekniske kommission IEC. Ifølge Audio-Technica svarer dette til en IPX4-certificering.

Derudover har ATH-CKS50TW nogle særlige features, der ses lidt sjældnere hos konkurrenterne. Øretelefonerne bruges en ad gangen, hvis du f.eks. ikke ønsker at tale i telefon i stereo, og så har de også en low-latency-tilstand, der gør dem brugbare i spil. De er netop blevet sat til salg i EU til en pris på 169 Euro, eller cirka 1.260 kroner.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.