Forside * Featured

70 nye film på Netflix i 2022 – mindst én om ugen

-

Streamingtjenesten har ikke tænkt sig at skrue ned for blusset i 2022, men holder kadencen fra 2021.

Bare fordi der er lys for enden af COVID-19-tunellen på verdensplan, skal man ikke nødvendigvis forvente at streamingtjenesterne skruer ned for blusset. Den forøgede aktivitet, der mødte det øgede behov under pandemiens værste perioder, ser ud til at fortsætte.

Sådan er det i hvert fald hos Netflix, der har afgivet det samme løfte, som de gav i begyndelsen af 2021: Der bliver lanceret mindst én ny film om ugen i 2022 og når man inkluderer de uger, hvor der lanceres flere film, bliver det i alt til over 70 styk i løbet af året.

Annonce:

Det har Netflix netop meldt ud, og ligesom sidste år er udmeldingen akkompagneret af en teaser-trailer, der viser lidt af hvert fra 2022-kollektionen. Den tre minutter lange video byder på en masse små glimt af film, der er ventet med spænding. Og stjernerne er endda venlige nok til at byde os velkommen direkte til kameraet.

En af disse film er ’Enola Holmes 2’, fortsættelsen af serien om Sherlock Holmes’ indtil for nylig ukendte lillesøster, der har arvet storebroderens deduktionsevner. Millie Bobbie Brown fra ’Stranger Things’ spiller igen hovedrollen, og netop denne film skal leve op til en del. Den første film er en af Netflix’ største succeser, da den blev streamet ud til over 76 millioner hjem i dens første måned på tjenesten.

Store instruktørnavne

En anden detektiv-film, der er store forventninger til er ’Knives Out 2’. Den kan du også se de første klip fra i videoen herunder. Det er naturligvis Rian Johnsons fortsættelse af hans fremragende, Agatha Christie-inspirerede mordgåde ’Knives Out’, der introducerede verden til Daniel Craigs næste store rolle efter James Bond.

Craig spiller gentleman-detektiven Benoit Blanc med en klingende sydstats-accent, der ligger langt fra James Bonds perfekte engelsk. Det gør han også i toeren, der også har Dave Bautista, Edward Norton, Ethan Hawke, Kate Hudson, Janelle Monáe, Leslie Odom, Jr. og Kathryn Hahn på rollelisten. Det er den første af to ’Knives Out’-film, Johnson skal lave for Netflix.

Når vi nu taler om store instruktørnavne, så kommer Guillermo Del Toros dukkeversion af ’Pinocchio’ også til Netflix i 2022, og det samme gør den næste store film fra Russo-brødrene, der stod for de to sidste Avengers-film. De er på vej med en action-thriller om en tidligere CIA-agent, der nu freelancer som lejemorder.

Fantasy- og Sci-Fi-fans kan glæde sig til filmen ’Slumberland’ med Jason Momoa, ’The Mothership’ med Halle Berry og ’Spaceman’ med Adam Sandler. Den sidste er jo nok mere ovre i komediekategorien. Der er også ‘Day Shift’ med Jamie Fox og ‘The Adam Project’ med Ryan Reynolds.

Som altid skal du dog selv holde øje med medier og releaseplaner for at se, hvornår på året, filmene lander. 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.