Forside * Featured

Spotify siger at HiFi er på vej, men vil ikke love hvornår

-

De mest entusiastiske Spotify-kunder er ved at være trætte af at vente på bedre lydkvalitet.

Der findes en tråd på Spotifys brugerforum, der startede helt tilbage i 2014, og som stadig er aktiv. Når man klikker ind på den, er der over 400 siders debat, man kan bladre igennem. Men for et par dage siden fik tråden besøg af en moderator fra Spotify, der forsøgte at gyde olie på vandene.

Der er nemlig et antal brugere, der udtrykker en hel del utilfredshed i tråden. Og selv om de formentlig ikke repræsenterer et stort flertal af Spotifys millioner af kunder, har de alligevel noget at have deres utilfredshed i.

Annonce:

Om halvanden måned kan Spotify nemlig fejre et lettere uheldigt jubilæum. Sidst i februar er det nemlig et år siden, streamingtjenesten lovede, at firmaets betalende ville få adgang til et Spotify HiFi-abonnement, der leverer lossless-lyd. De lovede endda, at abonnementet ville blive lanceret senere i 2021.

Men de fleste Rec-læsere er formentlig observante nok til at have lagt mærke til, at nytårsaften kom og gik uden at Spotify har hævet lydkvaliteten på tjenesten. Og en uge inde i det nye år begyndte brugerne at brokke sig på den førnævnte tråd. Tråden handler nemlig om streaming af musik i høj lydkvalitet, og har til marts været i live i seks år.

”Arrogante” og ”løgnagtige”

Som nævnt er de nyere indlæg på tråden ikke nødvendigvis supervenlige overfor Spotify, der både kaldes ”løgnere” og ”arrogante” af forskellige brugere. Der er dog også andre brugere, der tager tjenesten i forsvar. Men det var åbenbart alligevel alvorlig nok en situation til at en af firmaets moderatorer lagde en besked ind i fredags.

”Vi ved at HiFi-lydkvalitet er vigtig for jer. Vi har det på samme måde, og vi glæder os til at levere Spotify HiFi-oplevelsen til jer i fremtiden. Men på nuværende tidspunkt har vi ingen konkrete informationer om lanceringstidspunktet at dele med jer”, skrev moderatoren Yordan.

Siden er Spotify kommet med en officiel udtalelse til websitet Engadget, der er stort set enslydende. Beskeden om at der ikke er noget lanceringstidspunkt, der kan deles med offentligheden, må altså betragtes som Spotifys officielle standpunkt på nuværende tidspunkt.

I mellemtiden har stort set alle Spotifys konkurrenter lanceret lossless-abonnementer eller har slet og ret hævet lydkvaliteten for de betalende abonnenter. Flere tjenester tilbyder endda hi-res-streaming. Og det er nok medvirkende til, at Spotify-kunderne på brugerforummet synes, at Spotify på nuværende tidspunkt skylder dem bedre lydkvalitet…eller i det mindste en forklaring.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.