Til trods for chipmangel-krisen blev der i 2021 købt endnu flere PC’er end der gjorde i 2020, hvor der i forvejen blev sat rekord.
Da iPad’en blev lanceret i 2010, kunne man næsten ikke komme til for folk, der var klar til at lægge PC’en i graven. Efter både smartphonens rykind og udsigten til en tablet-bølge ført an af Apple, ville folk da ikke længere bruge computere til at tjekke emails, gå på nettet, se film og så videre. Vel?
Jo, det ville de så godt alligevel. Der er ingen tvivl om at smartphones og tablets tog en kraftig bid af PC-markedet (PC i forståelsen ”personlig computer”, der også omfatter Macs), men der blev ikke tale om nogen dødsdom. Langt fra.
Faktisk begyndte salget af PC’er at stige igen efter en periode med nedgang for nogle år tilbage. Og så com Corona-pandemien, der i allerhøjeste grad har givet PC-markedet ny livskraft. For andet år i træk har salget af PC’er fået fart på, fordi folk gerne vil have flere hestekræfter at lege med.
Hestekræfterne skal bruges i hjemmet, hvor der både arbejdes og spilles langt mere end før, på grund af Corona-krisens mange forandringer i vores livsstil. I Danmark har vi altid tilbragt meget tid indendørs, hvilket ifølge kulturantropologer er grunden til at vi bruger mere tid og penge på indretning end de gør i områder, hvor man kan være ude mere af tiden.
Hele verden arbejder hjemme
Men selv i solbeskinnede områder arbejdes og spilles der mere på hjemmematriklen under COVID-19, og det er i hvert fald en del – og formentlig en stor del – af forklaring på, hvorfor PC-salget i 2021 steg for andet år i træk. Og at salget endda voksede hurtigere end i 2020.
Det er analysefirmaet Canalys, der har samlet tallene for PC-salget sammen, ligesom de gør det hvert år. Forrige år steg antallet af solgte PC’er på det globale marked med 11% til lige under 300 millioner enheder solgt i løbet af 2020. Det var det højeste antal solgte PC’er på et år siden 2010, hvor iPad’en som nævnt blev lanceret.
I 2021 blev der imidlertid solgt over 341 millioner PC’er på verdensplan, hvilket er lige under 14 procent mere end i 2020. Det er i sig selv opsigtsvækkende, at PC-salget fortsætter med at vokse hurtigere end før, men når man tager i betragtning, at 2021 var plaget af chipmangel, leveranceproblemer og logistik-sammenbrud på grund af Corona, er det endnu mere imponerende.
Der kunne med andre ord formentlig være blevet solgt endnu flere PC’er, hvis ikke disse udfordringer havde haft indflydelse på markedet. Størst blandt alle PC-producenterne er Lenovo, der sidder på 24,1% af markedet, fulgt af HP, der sidder på 21,7%. Begge markedsandele er faldet en lillebitte smule siden 2020.
Til gengæld er nummer tre på listen, Dell, vokset med omkring et halvt procentpoint og har nu 17,4 procent af markedet. På fjerdepladsen sidder Apple, hvis satsning på egne chips ser ud til at have givet pote. Macs er gået fra 7,6% til 8,5% af markedet. Sidste firma i top fem er Acer, hvis markedsandel også er vokset, fra 6,7% til 7,1%.