Forside * Featured

Ny dansk højtttaler er open source og kan frit kopieres

-

Lyd by Dissing udvikler wifi-højttaleren Strøm, med et åbent design som alle kan kopiere

En højttaler som andre frit kan kopiere og videreudvikle på. Det er Strøm fra det danske firma Lyd by Dissing. Det skriver selskabet i en udmelding.

Annonce:

At lægge sådan et projekt ud som open source er ikke noget man ser hver dag, men EU ønsker at støtte en mere bæredygtig model for produktudvikling. Derfor har de skabt innovationsprogrammet OPENNEXT, som denne højttaler er udviklet under, som et af i alt 12 projekter der skal demonstrere andre måder produktudvikle på end de traditionelle.

Strøm er en minimalistisk wifi-højttaler, der med understøttelse for både Bluetooth og Spotify Connect, gør det nemt at afspille musik og podcasts fra både mobil, tablet og bærbar. Højttaleren er designet til både at hænge på væggen og til at stå på en hylde, i reolen eller i vindueskarmen.

Som open source er både designet, og den underliggende software platform, fuld tilgængelig for offenligtheden, hvilket gør det muligt for forbrugeren at få fuld indsigt i, hvordan produktet er udviklet og fungerer. Det bliver derfor også muligt selv at lave rettelser og udvidelser til højttaleren, og dermed yde bidrag til produktet, som alle kan få gavn af.

“Vi har desværre set mange eksempler på proprietære og lukkede wifi højttalere, der hverken kan repareres, eller opgraderes. Noget der ofte tvinger forbrugeren til at købe nyt, inden produktets forventede levetid er oprandt. Andre udfaser fungerende produkter”, fortæller Tue Dissing, direktør i Lyd by Dissing, og fortsætter:

“Fælles for disse eksempler er at producenten låser forbrugeren fast i deres eget økosystem, eller til at købe nyt. Altsammen noget vi gerne vil undgå med vores Strøm wifi højttaler, ved netop at lave en åben højttaler. En højttaler hvor alle kan være med til at udvikle og forme både lyd og funktionalitet”.

 

 

Målet er at udvikle en højttaler, der:

  • Har et visuelt minimalistisk design
  • Benytter sig af så bæredygtige materialer som muligt, uden at gå på kompromis med lydkvaliteten
  • Supporterer streaming af lyd via Bluetooth og Spotify Connect
  • Er open source, og derfor let kan replikeres, modificeres og tilpasses alt efter kundens og lokale behov
  • At et projekt er open source betyder, at alle design- og kildefiler (source koden) er frit tilgængelige. Typisk online. Dette er også tilfældet for Strøm højttaleren.

 

 

Pris og tilgængelighed

Strøm kører som et såkaldt demonstratorprojekt frem til og med maj 2022. I samarbejde med relevante eksperter udvikles en fuldt fungerende prototype, hvor det endelige visuelle udtryk og funktionelle design ligger fast.

Herefter skal Strøm wifi-højttaler yderligere produktionsmodnes og dernæst produceres.

Lyd by Dissing forventer at lancere højttaleren senere i 2022.

Forventet prisniveau er ikke oplyst.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.