Google arbejder på en ny Chromecast som henvender sig til folk med ældre tv-apparater
Googles Chromecast med Google TV er endnu ikke officielt kommet til Danmark, men allerede nu forlyder det at Google er på vej med endnu en Chromecast-udgave, også med Google TV ombord.
Fra en kilde med tæt kendskab til virksomhedens planer, der har mediet Protocol fået flere detaljer om det ny produkt. Google har afvist at kommentere på oplysningerne.
Med det interne kodenavn Boreal, der er der tale om en billigere udgave af en Chromecast med Google TV.
Indeni sidder en Amlogic S805X2 CPU med en Mali-G31 GPU, som gør det muligt at understøtte codec AV1 i hardware. Den nuværende Chromecast med Google TV understøtter ikke AV1 i hardware.
Til gengæld er det uden 4K UHD-understøttelse. Den ny Chromecast kommer kun til at understøtte HD op til 1080p/60.
Med mindre Google ændrer planer vil den ny blive lanceret under navnet “Chromecast HD with Google TV”.
Den nuværende “Chromecast with Google TV” sælges i hjemlandet USA for $50, og det er Protocols vurdering at den nye kommer til salg mellem $30-40, hvor konkurrenterne fra Roku og FireTV (Amazon) ligger.
Det er endnu uklart hvornår den ny Chromecast HD med Google TV skal være klar til salg, men Google har før brugt deres I/O udvikler konference i maj måned, til også at lancere ny hardware.