iPhone-ejere med Windows-PC’er skal ikke regne med fuld integration, men en ny løsning hjælper på sagerne.
Én ting er forskellen i design af hardware og brugerflader. Men rent funktionelt er der efterhånden kun en enkelt ting, der for alvor adskiller Apples mobile økosystem fra Android, og som får mange til at blive hængende hos Apple. Og det er Apples prioritering af forbindelserne mellem Macs, iPhones og iPads.
Ud over funktioner som AirDrop er det især iMessage, der holder folk fast i Apple-systemet. Hvis venneflokken primært har iPhones, udgør de mange proprietære funktioner i iMessage nærmest en social medie-platform, som Android-brugere ikke kan være med på. Og Mac-brugere har derudover den fordel, at de kan tilgå iMessage fra computeren.
Nu ser det imidlertid ud som om Intel vil gøre noget ved det sidste, og dermed gøre livet lidt lettere for folk, der lever med en kombination af iPhone og Windows-PC. Om man ligefrem kan se det som at Intel giver Apple modstand, nu hvor sidstnævnte snart stopper med at sælge Macs med Intel-chips, må være op til den enkelte.
Men hvis Intel får held med at give Windows-brugere adgang til iMessage, så har firmaet da i det mindste fjernet én grund til at iPhone-ejere skulle blive hos Apple, når det gælder deres computerkøb. Og hvis man skal stole på Intels hovedpræsentation på CES, er det lige præcis, hvad firmaet planlægger at gøre.
Avanceret spejling
Under Intels præsentation viste de nemlig blandt andet, hvad de planlægger at gøre med teknologien fra et firma, de købte for blot en måneds tid siden. Det er det israelske firma Screenovate, der var specialiseret i avanceret skærm-mirroring, indtil de altså tidligt i december blev opslugt af Intel.
Ifølge Engadget demonstrerede Intel på CES, hvordan iMessage-beskeder fra en iPhone kunne dukke i et Windows-chatvindue, hvorfra brugeren også kan svare med en tilsvarende besked. Screenovate-teknologien bruger angiveligt en avanceret form for spejling af skærmen, der så omformes til et pænere interface til at opnå funktionen.
Det samme gælder sundhedsdata fra et Apple Watch, der også kan vises på en PC, selv om disse er genereret med Apples egen, proprietære app. Ifølge Josh Newman, der er Intels innovationschef på det mobile område, forventes Screenovate-teknologien først at dukke op i PC’er, som bærer Intels premium-kvalitetsmærke, Evo. Det skulle ifølge Newman ske sidst på året.
Det er planen at Screenovate-teknologien også skal dukke op i andre Intel-baserede computere, men som Newman forklarer det, vil Intel gerne sikre, at det fungerer optimalt ved at putte teknologien i de højst-ydende maskiner først. Intel viste også en funktion frem, hvor en Android-tablet kan bruges som ekstra skærm, lidt i stil med Apples SideCar (og de tredjeparts-apps, der kan det samme).
Intel var i øvrigt et af de firmaer, der i sidste øjeblik aflyste deres messestands-tilstedeværelse på CES i år. Du kan se mere om de ovenstående nyheder, samt Intels chip-planer (der især byder på nyt til gamere) i videoen herunder.
https://youtu.be/dddCZ9ZzLDU
- Prisregn til LG OLED TV på årets CES 2022
- Intelligent VR-armbånd lader dig droppe controllerne
- Nye Technics-hovedtelefoner spiller i op til 60 timer på en opladning
- Samsungs nye, buede 55″-monitor kan bruges lodret
- Så gabende tom var CES i år
- Google lover glattere integration af stort set alt
- El-bilrevolution: Elektrisk firhjulstrækker udsolgt på 12 sekunder
- Volvo først med Google Home-integration
- Razers gamer-mundbind forstærker stemmen op med en højttaler
- CES: Vilde laptop-designs fra ASUS og Lenovo