Forside * Featured

Dansk online salgskanal dømt for Apple-kopier

-
De originale Apple Airpods

Dommen er den første af sin slags herhjemme, hvor en formidler bliver holdt ansvarlig for de kopiprodukter, som de reklamerer for.

Daily Media ApS (tidligere Downtown DK ApS) er i dag idømt en bøde på 50.000 kr. for som mellemmand at have solgt høretelefoner, som lignede Apple Airpods så meget, at de krænkede Apples registrerede design. Det skriver Anklagemyndigheden i en udmelding.

Virksomheden er samtidig dømt for at have solgt falske Beats by Dr. Dre høretelefoner. Retten konfiskerede tillige et udbytte på 275.000 kroner.

Annonce:

Virksomheden formidler gennem salgsportalen, www.downtown.dk, salg af produkter for en lang række samarbejdspartnere, som så leverer de solgte produkter direkte til kunden.

 

Dommen er første af sin slags

Dommen er den første af sin slags herhjemme, hvor en formidler bliver holdt ansvarlig for de kopiprodukter, som de reklamerer for.

“Dommen sender et tydeligt signal om, at man også som formidler af varer har et ansvar for ikke at krænke immaterielle rettigheder, hvis man har haft en aktiv rolle i salget – f.eks. ved markedsføring – og at man derfor ikke blot kan sende ansvaret videre til leverandøren”, fortæller Christian Raaholt Hahn, der er er anklagerfuldmægtig i National enhed for Særlig Kriminalitet, NSK, og fortsætter:

“Det er vigtigt, idet forbrugerne handler i tiltro til, at de varer, som de køber på hjemmesider som fx www.downtown.dk, er ægte og ikke krænker immaterielle rettigheder”.

Sagen startede ved modtagelsen af en række anmeldelser fra en dansk repræsentant for Apple, som mente, at de produkter, der blev solgt på www.downtown.dk krænkede deres registrerede varemærker og design.

Sagen er ført for retten af National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), som er etableret fra den 1. januar 2022. NSK har erstattet SØIK (Særlig Økonomisk og International Kriminalitet)

 

National enhed for Særlig Kriminalitet, NSK

NSKs formål er at bekæmpe kompleks organiseret kriminalitet og økonomisk kriminalitet, og etableringen af den nye enhed betyder, at opgaver fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, de to regionale efterforskningsfællesskaber i henholdsvis Øst- og Vestdanmark, Grænsecenter Øresund og det Landsdækkende Center for It-relateret økonomisk Kriminalitet fremover er forankret i NSK.

Derudover er store dele af de opgaver, der tidligere blev løst i Rigspolitiets Politiområde, overført til NSK, herunder National Kriminalteknisk Center og National Cyber Crime Center (NC3).

Kilde: Anklagemyndigheden

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.