Vi har testet de nye OnePlus Buds Z2, der giver dig aktiv støjreduktion, god og fyldig lyd og flot batteritid for under 850 kroner.
Er du på jagt efter et par in-ear øretelefoner med aktiv støjreduktion, og ikke vil betale over 1.000 kroner som de fleste koster, så er OnePlus klar med et nyt sæt in-ears der koster 849,-.
Normalt skal man et stykke over 1.000,- kroner før in-ear øretelefoner med aktiv støjreduktion begynder at lyde godt nok til at de er værd at købe. Det vil OnePlus med Buds Z2 lave om på, om det er lykkedes kan du læse i denne test.
Design og installation
OnePlus Buds Z2 kommer i en lille æske, der udover in-ear øretelefonerne indeholder et pilleformet etui, der har USB-C opladning, et USB-C opladningskabel. Og så er der tre forskellige størrelser silikone-propper S, M, L, så du kan sikre at dine in-ears ikke falder ud, når du går med dem. Dem som var monteret på forhånd passede perfekt i mit øre.
Designet er måske en blanding af elegance og kanter. Især virker det som om at stilken er “skruet” på, men ikke at det gør noget. Både samlekvalitet og komfort når man har dem på er helt i orden. Stilkene er iøvrigt blevet lidt kortere i forhold til den første generation af Buds Z serien. På siden af begge OnPlus Buds Z2 er der en lille betjenings-plade, som gør du kan starte, stoppe musikken, tage telefonopkald og slå aktiv støjreduktion til og fra.
OnePlus Buds Z2’s etui har ikke trådløs opladning, men til den pris er det ikke noget der trækker ned. Og det pilleformede etui kommer som skrevet med USB-C opladning, og har en LED-diode på forsiden, der indikere om etui eller in-ears er igang med at oplade.
De nye Buds Z2 kommer iøvrigt med IP55 rating, mens etuiet har en IPX4 certificering mod væske og støv. Med IP55 kan du skylle dine headsets rene med vand hvis de er blevet for beskidte.
OnePlus Buds Z2 kommer i farverne sort og hvid. Modellen jeg testede var i sort.
Installationen af OnePlus Buds Z2 er super let, første gang du åbner låget på etuiet sættes de automatisk i bluetooth pair-mode, og så kan du forbinde dem til din Android eller iPhone.
Er du på Android får du understøttelse for “Google Fast Pair” og “Find my Buds”, og det virker på alle Android modeller med Android Version 10 eller nyere. Er du på iPhone kan du bruge “HeyMelody” app’en til at forbinde og opsætte OnePlus Buds Z2.
Hvordan lyder OnePlus Buds Z2?
Det korte svar er imponerende godt for et sæt in-ears til 850,- kroner.
Jeg er imponeret over både bas og diskant, der får god plads i ørene, og jeg har testet med mange forskellige typer musik, og uanset hvad jeg smed efter dem, så var der en rigtig god lyd i ørene.
Den aktive støjreduktion er rigtig god til prisen, og kommer med to indstillinger “Faint” med +/- 25dB, og Extreme +/- 40dB. Du kan naturligvis også køre transparent lyd, så du kan høre alt hvad der sker omkring dig. Jeg har simuleret fly-lyd hjemme via nogle WAV filer, og der var god støjdæmning, og brugt dem flittigt mens jeg gik med hundene, og trafikstøj er også godt dæmpet. Personligt synes jeg de lyder bedst med aktiv støjreduktion slået til.
Hvis du har en OnePlus telefon, får du udover aktiv støjreduktion, også mulighed for Dolby Atmos, hvor du kan vælge mellem Cinematic Mode, Music Mode og en Gaming funktion.
De indbyggede mikrofoner er også godkendt – Jeg har testet dem til både netmøder og telefonsamtaler, og lyden gik fint igennem.
Lyden er klart godkendt.
Batteritid inden for skiven
Som skrevet tidligere, er der ikke trådløs opladning i etuiet, men USB-C opladning. Men du får op til 38 timers batteritid. Batteritid på headset er 5 timer med aktiv støjreduktion slået til og 7 timer uden den aktive støjreduktion slået til. Det vil sige at med ANC slået til er den samlede batteritid 27 timer.
OnePlus Buds Z2 kommer iøvrigt med Bluetooth 5.2, og der var fin dækning når jeg brugte dem sammen med min smartphone.
Konklusion
Står du og mangler et par in-ear hovedtelefoner med aktiv støjreduktion, og ikke vil bruge for mange penge på dem, så er OnePlus Buds Z2 et rigtigt godt bud. Du skal dog leve med at kunne gå på kompromis med funktioner hvis du ikke har en OnePlus telefon. Personligt er jeg ligeglad med Dolby Atmos i ørene, og de fungerede perfekt på både min iPhone og den OnePlus Android mobil jeg testede dem med.
OnePlus Buds Z2 lyder rigtig godt, og recordere.dk kvitterer med fire ud af fem stjerner, for du finder ikke bedre lyd til samme pris på andre in-ears.
Pris og levering
OnePlus Buds Z2 kommer i farverne sort og hvid og kan købes inden jul til en vejledende udsalgspris på 849,-. Du kan købe OnePlus Buds på oneplus.com, men de kommer også til salg hos en række danske forhandlere.