Forside * Featured

Test: Ember smartkrus holder kaffen varm

-

Ember Smart Mug er et alternativ til termokoppen. Det app-styrede krus som holder kaffen eller teen varm.

Du kender det sikkert. Der er skænket en dejlig kop varm kaffe eller te, du bliver forstyrret og lidt senere vender du tilbage til en kop med lunkent indhold.

Annonce:

Sådan er det ikke med et Ember smartkrus. Det kan holde kaffen eller teen varm i op til 1,5 timer, og her ser vi nærmere på hvordan det opleves at ens krus pludselig er blevet intelligent.

 

Udpakning og design

Kruset kommer med en opladeplade og tilhørende strømforsyning.

Designet på det testede krus er sort, og som med en keramisk overflade ikke virker som noget der let ridses.

Ember laver også krus i andre farver, som hvid, sølv og messing.

Selve kruset vejer 414 gram og elektronik og varmeplade sidder i bunden, så det har en lidt høj bund sammenlignet med et normalt krus.

Der er plads til 295 ml i kruset.

 

Lys viser vej

I bunden sidder der er LED-lys som med forskellige farver som indikerer hvad kruset laver.

  • Slukket, kruset er i stand-by
  • Hvid, drikken er klar med ønsket temperatur
  • Rød, der oplades
  • Grøn, opladning færdig

Hvis det ønskes kan man også indstille en personlig farve på LED-lyset, ligesom der er mulighed for at indstille lysstyrken.

 

 

Forbindelse

Kruset styres via Embers app, som forbinder via Bluetooth.

I app’en kan man se aktuel temperatur. Billedet overfor viser temperatur i Fahrenheit, men app kan selvfølgelig også vise temperaturen i Celcius.

Det er her at den ønskede temperatur indstilles. Der er valg mellem 50 grader og op til 62,5 grader.

Min kaffemaskine leverer kaffen 70 grader varm. Så kruset er ikke i stand til at holde det oppe på den temperatur.

Jeg eksperimenterede med forskellige temperaturer ud fra en teori om at jo lavere temperatur jeg kunne klare mig med, jo bedre ville batteritiden være. Jeg fandt at 55 grader var en fin drikketemperatur.

App’en kan sende notifikationer når krusets indhold rammer den ønskede temperatur, men beskederne kan også slås fra.

Ember leverer apps til Android og Apple iOS. Her blev den testet sammen med en iPhone.

 

Kruset kan tilpasses via Ember app

 

Opladning

Opladning er ikke verdens hurtigste. Som nævnt andet sted i artiklen, så holder kruset strøm i op til 1,5 timers varme.

Hvis der ikke er noget at varme, så er kruset bare i stand-by og bruger stort set ingen strøm. Kruset ved om der er indhold i eller om det er tomt.

Jeg nåede ikke at aflade kruset helt. Men nede på 39% opladning tog det en halv times tid at nå op på 72% og i alt 2,5 timer at nå 100%

Rettelse i forhold til 1. udgave af artiklen: Kruset kan varme og oplade samtidig.

 

Kruset kan skylles under vandhanen

 

I brug

Kruset vågner automatisk fra stand-by når det løftes eller når der kommer indhold i.

Jeg fandt det pudsigt at det krævede lidt tilvænning at min kaffe forblev varm. Hvordan jeg åbentbart var vant til, at kaffen over tid blev koldere.

Ja, her blev kaffen også koldere. Fra de 70 grader og ned til de 55 grader som jeg havde indstillet kruset til. Men min hjerne var åbentbart indstillet på, at hvis kaffen havde stået f.eks. 10-15 minutter, så skulle den ikke være nær så varm som den var nu.

At Ember smartkrus er tungere end et normalt krus (414 gram uden indhold) krævede derimod ikke den store tilvænning her.

Med den keramiske overflade fandt jeg kruset behageligt at drikke af. Det er en naturlig følelse at drikke af det, det opleves som et ‘rigtigt’ krus.

Det bør nok tilføjes at jeg laver min kaffe som enkeltkopper. Hvis man laver kaffe på kaffemaskine, og måske efterfølgende hælder det på en termokande, så er behovet nok mindre for at holde sin kaffe varm i koppen også.

Men mit behov er at lave en kop kaffe, og efterfølgende holde den varm, og det er her at sådan et smartkrus kan hjælpe.

 

Ikke mere kaffe. Kruset ved om der er indhold i

 

Konklusion

Ember smartkrus / smartkop (Smart Mug) kan ved første øjekast godt ses som værende i kategorien “Gaven til manden/kvinden der har alt”.

Men ved nærmere bekendtskab vinder det, ved at levere på et af hverdagens praktiske udfordringer: Det at ens kaffe eller te kan blive kold.

Kruset hjælper med at holde på varmen. Hvis der er noget jeg savner så er det en hurtigere opladning. Kruset holder til mange kopper kaffe over flere timer, men når det så skal til opladning kan det tage flere timer inden der igen er fuld eller næsten fuld strøm på.

Prisen er 1.200 kr. for denne gadget. Altså noget mere end et termokrus, selv hvis der købes et af de dyrere til outdoor, men så er det jo ikke ‘smart’.

Om det er fornuftigt at bruge så mange penge på at løse et relativt lille ‘problem’ må være op til den enkelte. Men kruset her vandt i hvertfald mit hjerte, og nu glæder jeg mig over at nyde en kaffe som ‘altid’ er varm.

Jeg giver det 4 ud af 5 stjerner.

 

Pris og tilgængelighed

Ember Smart Mug koster kr. 1.200

Se forhandlere og dagspris

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.