Qualcomm har afsløret deres nyeste Snapdragon-flagskib, der samtidig indvarsler et nyt navngivningssystem.
Når vi går ind i 2022, vil vi ikke længere skulle omtale hjernerne i mange Android-smartphones med tre cifre. I hvert fald ikke, når det gælder flagskibsmodellerne. Qualcomms Snapdragon 888 blev den sidste med det gamle navnesystem.
Fremover bliver navnene på Snapdragon-chipsettene i toppen af Qualcomms sortiment i stedet lidt mere Apple-agtige. Således hedder 2022-topmodellen Snapdragon 8 Gen 1. Selv om Apple ikke altid markedsfører sine produkter med generationstallet i front, omtaler vi dem jo tit sådan alligevel.
Og det ser Qualcomm altså nu ud til at være sprunget med på. Firmaet har behov for nye branding-initiativer, efter kinesiske Mediatek har overtaget Qualcomms førsteplads på markedet. Det er dog stadig Qualcomm, der sætter den teknologiske standard for, hvad der kommer i Android-smartphones verden over.
Hvad det nye navn så reelt betyder, er lidt sværere at blive klog på. San Diego-firmaet har ikke afsløret, om der så kommer nye generationer hvert år, eller hvad ”Gen 1” reelt hentyder til. Til gengæld har Qualcomm i forbindelse med deres årlige Tech Summit-konference givet os nogle detaljer omkring hvad det nye chipset kan.
4.000 gange mere billeddata
Det er i den forbindelse bemærkelsesværdigt, men også passende, at Qualcomm nu kalder chipsettet for en ”mobil platform”. Qualcomms vidt udbredte, mobile 5G-modem, X65, er nu en del af chipsettet. Men ellers har Qualcomm satset mest på folks behov for at fotografere med smartphones.
Således er der nu en 18-bits visuel signalprocessor ombord i chipsettet, hvilket ifølge Qualcomm betyder, at Snapdragon 8 Gen 1 kan behandle 4.000 gange mere billeddata end 888’eren kunne med dens 14-bits processor. Det betyder, at smartphones med chipsettet ombord teoretisk set kan tage et 3,2 GIGApixel-foto hvert sekund.
Eller sagt på en anden måde, så kan processoren håndtere data-inputs fra tre 36-megapixels kameraer på samme tid uden at der kommer forsinkelse på lukkeren. En anden fordel ved den høje fotoydelse er at vi til næste år vil se smartphones, der kan optage 8K HDR-video i 30 fps. Chipsettet understøtter også aptX Lossless-codec, der kan levere trådløs 16/44.1-lydstreaming.
De mere ”almindelige” CPU-opgaver bliver kun en anelse bedre med det nye chipset, netop fordi det er rettet så meget imod audiovisuel signalbehandling. Qualcomm siger dog, at det nye Snapdragon-flagskib vil kunne håndtere AI-opgaver fire gange hurtigere end sin forgænger. De første Android-modeller med Snapdragon 8 Gen 1 ombord dukker op lige inden året er omme, men det store rykind sker på den anden side af nytår.