Forside * Featured

IKEA kan være på vej med billig, trådløs powerbank i vant design

-
(Foto: BananimusPrime/Reddit. Billedbehandling: Rec.dk)

Det er lykkedes en gadgetfan i Köln at købe en Nordmärke-powerbank, der ikke figurerer på hverken den tyske eller danske IKEA-website.

Tænk engang, hvor vigtige krydser har været i verdenshistorien. Fra stemmesedler til markeringer på landkort; krydser er vigtige markeringer af, hvor vi lægger alt fra politisk magt til begravede skatte.

I den digitale verden har især IKEA taget krydset til sig. Som de, der har fulgt den svenske møbelgigants invasion af forbrugerteknologiens verden vil vide, så bruger IKEA krydser til at markere, hvor du skal lægge din smartphone, når den skal lades op.

Annonce:

Lige siden IKEA begyndte at sælge trådløse oplade-plader og -moduler til indbygning i skriveborde, har de haft det karakteristiske kryds som kendetegn. Og nu, hvor firmaet går endnu videre, ser det ikke ud til at stoppe.

(Foto: BananimusPrime/Reddit. Billedbehandling: Rec.dk)

IKEA har for nyligt lanceret Nordmärke-serien, hvis navn ligesom Sjömärke-laderen synes at henvise til det føromtalte kryds. Nordmärke er en serie af trådløse ladeplader i det tekstil-design, der har kendetegnet de seneste hjemme-elektronikprodukter, firmaet har sendt ude i varehusene, fra Sonos-systemelementer til bordlamper med indbyggede højttalere.

Trådløs powerbank omgæret af mystik

P.t. kan man f.eks. på IKEAs hjemmeside købe runde ladeplader i grå, grøn og pink, samt en dock-oplader med bambusbund og grå tekstil. De har alle det karakteristiske kryds, Qi-kompatibilitet og forbindes til en strømforsyning via USB-C. Sidstnævnte skal være en 5A/2V-strømforsyning, så man skal næppe regne med lynopladning.

Men ud over, hvad man p.t. kan finde på den danske IKEA-hjemmeside, kan der være yderligere Nordmärke-produkter på vej. Det er lykkedes en læser af det tyske website Mobiflip.de at købe en Nordmärke-powerbank med trådløs opladning i IKEAs tekstildesign, med kryds og det hele. Denne model kan ikke findes på hverken den danske eller den tyske IKEA-website (endnu). Læseren købte powerbanken i IKEA-varehuset i Köln.

(Foto: BananimusPrime/Reddit. Billedbehandling: Rec.dk)

Det er dog næppe kun tyskerne, der får glæde af denne model. På Reddit har brugeren BananimusPrime fra London også købt én, og hvad der ser ud til at være en IKEA-ansat i Canada har bekræftet at modellen er sat til salgsstart her i december. Det mystiske er dog, at den som nævnt ikke kan ses på nettet.

Man skal nok allermest købe den for prisen eller designet, for den har kun 6500 mAh på batteriet og leverer kun 5W trådløst, hvis man skal stole på informationerne i bunden af powerbanken, som Mobiflip-læseren har taget et billede af.

I Tyskland koster den dog kun 20 Euro, eller lige omkring 149 kroner, hvilket er i den billige ende. Et hurtigt tjek af et par danske webshops viser, at du hurtigt kommer op på over det dobbelte for tilsvarende, trådløse powerbanks, der ikke har IKEA-krydset på overfladen. Om den kommer til salg i Danmark må fremtiden vise, men mon dog ikke?

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.