En ny, sjov web-app demonstrerer også, at det ville kræve særlige betingelser for at en Star Destroyer kunne lande i Kastrup.
Hvis du har fri mellem jul og nytår og allerede har set alle de nye film på streamingplatformene og har fået overstået opsætningen af diverse gadgets, der er kommet ind i hjemmet via julegaveræset, behøver du overhovedet ikke kede dig.
En ny web-app for folk med hang til science fiction kan hurtigt give tiden ben at gå på. Den hedder Park My Spaceship, og som navnet antyder, handler det om at parkere rumskibe rundt omkring på kloden.
Med appen kan du placere rumskibe fra nogle af de mest legendariske, fiktive sci-fi-universer på velkendte lokationer via satellitfotos fra Google Maps. På den måde kan du for eksempel give dig selv et bedre indtryk af, hvor store, skibene er, næste gang du sætter en rumfilm på.
Tag nu for eksempel den første version af Dødsstjernen fra ’Star Wars Episode IV: A New Hope’, selv om der er mere tale om en rumbase end et rumskib. Den var pænt stor, hvilket X-wing-piloten Wedge Antilles gav kraftigt udtryk for under det indledende angreb på rumbasen i ovennævnte film, da han udbrød ”Look at the size of that thing!”.
Galaktisk besøg i Kastrup
Men hvis man ikke lige ved, hvor stor en X-wing er, kan det måske være svært at danne sig et indtryk af Dødsstjernens størrelse. Via Park My Spaceship ved vi dog nu, at den var på størrelse med Sjælland, inden Luke Skywalker ramte plet, satte en kædereaktion i gang og sørgede for at den blev sprængt til atomer.
Som de fleste Star Wars-fans vil vide, byggede Imperiet naturligvis hurtigt en ny og større dødsstjerne, der var halvfærdig (men dog funktionel) i ’Star Wars Episode VI: Return of the Jedi’. Og den var faktisk en hel del større…på størrelse med Spanien!
Ud over diverse jagere og dødsstjerner kan du også parkere en af de klassiske, næsten triangulære Star Destroyer-skibe diverse steder på kortet. I de første øjeblikke af ’A New Hope’ ser sådan én gigantisk ud. Men den er dog ikke større, end den godt kan være indenfor hegnene rundt om Københavns Lufthavn i Kastrup. Der er bare ikke plads til ret mange andre fly, hvis sådan en rumfætter kommer på besøg.
Hvis du ikke er så meget til Star Wars, er der også rumskibe fra ’Star Trek’, ’Independence Day’, ’Firefly’, ’2001’, ’Battlestar Galactica’ og gode, gamle ’Månebase Alpha’. Selv julemandens slæde er med i appen, selv om denne næppe er baseret på de samme officielle data som de andre ”rumskibe”.
Bag web-appen står Tama Easton fra det newzealandske webdesignfirma UpShift. Easton lavede først appen for at vise sin søn hvor store, rumskibene i Star Wars var i virkeligheden, men her i 2021 hjalp kollegerne hos UpShift ham så med at lave en ny version, der nu er tilgængelig.