Den smarte funktion, der bygger bro mellem Macs og iPads, kommer nu tidligst til foråret.
Apple har altid været småkonservative, når det gælder implementeringen af nye funktioner. Og det er en politik, mange Apple-brugere sætter pris på, for det betyder ofte, at funktionerne er mere gennemtestede end på andre platforme og styresystemer. Det har igennem årene givet Apple et rygte for at lave produkter, der ”bare virker”.
Som faste Recordere-læsere også ved, har Apple i de senere år haft sværere ved at levere denne stabilitet, efterhånden som firmaet har fået større konkurrence på sine kerneområder og er blevet udfordret på både stabilitet og funktionalitet. Det kulminerede formentlig sidste år, da MacOS overhalede Windows, når det gælder risikoen for at få virus på sin computer.
Måske er det derfor, vi har set Apple forsinke en række software-opdateringer, funktioner og features på flere produkter. Firmaet ser ud til hellere at ville sende noget ud, de er sikre på, ende noget, der kræver en masse opdateringer og kan ende i en PR-skandale.
Således blev f.eks. SharePlay, der giver mulighed for at se film og høre musik sammen med andre over FaceTime, forsinket. SharePlay blev annonceret sammen med de nye versioner af iOS, iPadOS, macOS og tvOS under WWDC i juni, men var ikke en del af tvOS 15, da denne blev lanceret.
Samlet styring – til næste år
SharePlay dukkede først op for cirka en måned siden, og da kun i opdateringer til iOS og tvOS. Funktionen er dog lige blevet lanceret til macOS, dog vel at mærke kun i den nyeste version af styresystemet, Monterey.
Samtidig med at SharePlay er blevet tilgængelig på computere, har Apple nu officielt meldt ud, at en anden ny funktion, der imponerede ved WWDC, bliver forsinket til engang i foråret. Det er Universal Control, der binder iPads sammen med Macs.
Med Universal Control kan du bruge samme keyboard og mus til en Mac, som du bruger til en iPad. Du kan simpelthen køre markøren fra computerens skærm over på iPad’en og tilbage igen med samme mus. Det er en funktion, det tidligere har krævet tredjeparts-software såsom Duet Display at få til at virke.
Men de, der gerne vil spare pengene, sådan tredjeparts-software koster, må vente lidt endnu. 9to5Mac har gjort verden opmærksom på, at Apple har opdateret deres Monterey-website med en ny tilgængelighedsdato for Universal Control.
Hvor websitet tidligere angav, at Universal Control ville lande i Monterey før jul, står der nu, at funktionen først lander til foråret. Man må formode og håbe, at Apple mener foråret 2022.