Det er ikke kun i USA, Apple slås for at få lov til at diktere betalings-betingelserne på sin app-platform.
Vi hører om det, når Apple går ind i en juridisk strid med EU. Vi hører også om det, når det sker i Apples hjemland, USA, fordi dette ofte får indflydelse på Apples globale strategier. Det er sjældnere, vi hører om det, når Apple slås med de russiske myndigheder.
Det gør Apple imidlertid nu, og når det er værd at holde øje med, er det fordi Apple i forvejen ligger i stridigheder med såvel USA’s som EU’s myndigheder om nøjagtig det samme emne. Det handler naturligvis om alternativer til Apples egne betalingsfunktioner i App Store.
Som de, der har fulgt Epic-Apple-retssagen vil vide, er Apples insisteren på at App Store-brugere skal bruge Apples betalingssystemer blevet udfordret fra forskellige sider. Først var der Epic Games, der brød reglerne, tilbød brugerne et alternativ, og prompte blev smidt på porten. I EU er det lidt mere speget, hvor en årelang undersøgelse baseret på en klage fra Spotify stadig er i gang. Undersøgelsen gik dog formelt i gang for et par uger siden.
På hjemmebanen blev Apple oprindeligt dømt til at tillade, at app-udviklere kan linke ud af appen til et eksternt betalingsmodul, sådan at brugere ikke behøver gå igennem App Store for f.eks. at købe objekter i spil med mere. Den dom har Apple appelleret og venter nu på resultatet. Men i mellemtiden er russerne så kommet på banen.
En russisk parallel
De russiske konkurrencemyndigheder har ligesom dommeren i Epic-Apple-sagens første runde afgjort, at Apple ikke kan tvinge app-udviklerne til at bruge et bestemt betalingssystem, så længe, der findes alternativer.
Det skete helt tilbage i april, hvor Apple samtidigt blev dømt til at betale en bøde på et beløb svarende til cirka 79 mio. kroner i en urelateret sag anlagt af sikkerhedsfirmaet Kaspersky. Når det gælder betaling i apps, gav russerne Apple en advarsel og sagde at firmaet havde til 30. september til at lave om på sine retningslinjer og praksis.
Men det har Apple, som de fleste vil vide, ikke gjort. Det har nu fået de russiske konkurrencemyndigheder til at foretage de indledende manøvrer i et kommende retsopgør. Apple har imidlertid allerede taget til genmæle. De har nu ifølge 9to5Mac mod-sagsøgt den russiske regering og landets konkurrencemyndigheder i et forsøg på at få omstødt beslutningen, sidstnævnte har taget.
Det næste skridt i hele affæren kommer formentlig senere i denne uge. I USA har Apple fået til 9. december til at tillade, at app-udviklere informerer kunderne om alternative betalingsmetoder.