Streamingtjenestens “professionelle” podcast-platform, Anchor, rulles nu ud i 33 nye lande.
Hvis du ud over musikken bruger Spotify til at lytte til podcasts (eller måske omvendt), er der godt nyt. Anchor, der er Spotifys platform til hvad man kunne kalde ”pro” podcast-abonnementer, er nu ved at blive rullet ud i Danmark.
Indtil denne uge har Anchor kun været tilgængelig i USA, men nu bliver platformen tilgængelig i 33 nye lande verden over, heriblandt Danmark. Fire lande må vente nogle få dage ekstra, nemlig Tyskland, Østrig, Frankrig og Canada, hvor Anchor først lanceres d. 22. november.
For podcasts-fans betyder dette, at der bliver ekstra mulighed for at interagere med deres yndligs-podcasts. Anchor muliggør nemlig, at podcast-producenter kan lade ægte fans abonnere mod betaling.
Et betalingsabonnement på en podcast betyder ikke, at du er forment adgang til hoved-podcasten, med mindre, du betaler. Det betyder dog, at du bliver en slags VIP-abonnent, der f.eks. kan få adgang til ugens podcast-afsnit nogle dage før alle andre, eller måske kan tilgå specialafsnit, der er lavet direkte til betalende abonnenter.
Økonomisk incitament
Det kommer alt sammen an på, hvad podcast-producerne beslutter sig for at tilbyde folk, der gerne vil støtte podcasten med f.eks. et månedligt beløb. Andre muligheder er reklamefri podcast-afsnit eller tilføjelse af video for betalende abonnenter.
Mange podcasts benytter sig af f.eks. Patreon til at hente donationer fra de mere faste lyttere. Anchor er på en måde Spotifys svar på dette. Med andre ord har der længe fandtes måder at lade podcast-følgerne betale for ekstra materiale.
En anden mulighed er at gå igennem en anden platform, nemlig Apples Podcast-app, hvor betalingsabonnementer har været en mulighed siden maj måned. Det er dog værd at notere sig, at der ud over det praktiske i at holde det hele indenfor Spotify-platformen er et økonomisk incitament på plads for podcastere.
Spotify, der allerede har haft gigantsucces med deres podcast-satsning lader nemlig podcasterne beholde alle indtægter fra betalingsabonnementerne frem til 2023 (bankernes afgifter for betalingstransaktioner undtaget). Og selv efter dette vil Spotify kun tage fem procent af indtægterne i kommission. Det er unægtelig noget andet end Apples 30 procent.