Forside * Nyheder

Snart kan du komme på filmelsker-skole med David Fincher og Netflix

-

Mesterinstruktørens nye dokumentarserie sætter fokus på filmkunstens magi og giver dig nye perspektiver, der måske får dig til at elske film endnu mere.

Det siger sig selv, at folk, der gør film til en karriere, har dybe følelser for det gamle medie. Og de, der har fulgt Netflix som virksomhed siden de tidlige dage, ved at det også er kærligheden til film, der driver værket der.

Annonce:

Ud over stifternes intentioner bæres denne kærlighed videre i små karakteristikker som at teknikerne skriver deres yndlingsfilm ind i chassiset, når de leverer en ny Netflix-server til et datacenter et sted i verden.

Det kan derfor ikke overraske, at Netflix nu har ladet en af Hollywoods top-instruktører, David Fincher, gå i total filmnørd-mode. Finchers samarbejdsaftale med Netflix, der bl.a. har kastet film som ’Mank’ af sig, samt den glimrende, om end alt for korte serie ’Mindhunter’, resulterer nu også i en dokumentar-serie, der hedder ’VOIR’.

Måske er det endda at gå for langt at kalde ’VOIR’ for en dokumentar-serie. Netflix beskriver selv serien som en række ”visuelle essays”, der fungerer som kærlighedserklæringer til filmmediet, dets historie, dets teknologier og folkene bag. Og så naturligvis til de historier og følelser, film kan bring ud til publikum.

Filmnørder fortæller historier

Fincher er dog primært igangsætter på projektet og har derfor ”kun” titel af executive producer på projektet. Det er i stedet nogle af de mest nørdede filmelskere, der i de senere år har skabt opmærksomhed omkring deres kærlighed til film, der får lov at dele deres passion med os.

Det er for eksempel filmlektoren og -kritikeren Walter Chaw, en af folkene bag det legendariske website Ain’t It Cool News, filmjournalisten Drew McWeeny, og filmbloggeren Sasha Stone. Men det er også Taylor Ramos og Tony Zhou, der står bag den populære (og dybt anbefalelsesværdige) YouTube-kanal ’Every Frame a Painting’.

Man skal dog ikke forvente mavesure anmeldelser fra disse folk. ’VOIR’ er tværtom dedikeret til at disse videnstunge filmnørder kan dissekere nogle af de største klassikere fra de sidste cirka 120 års filmhistorie, sådan at vi andre kan lære mere om filmene og hvad der gør dem til klassikere.

”Voir” betyder at ”se” eller ”kigge” på fransk, så det er en passende titel. Idéen med ’VOIR’ er netop at få os til at ”se” filmene på en anden måde end vi måske i første omgang gjorde. Men hvis du tror, der bliver tale om timelange analyser af Kieslowskis livsværk eller franske nybølgefilm fra 1960’erne, kan du godt tro om igen.

I traileren for serien, som du kan se herunder, er der klip fra ’The Matrix’, ’Raiders of the Lost Ark’, ’Alien’, ’The Godfather’, ’Jaws’, ’Carrie’ og mange andre Hollywood-blockbustere. Der lader til at være mere fokus på Hollywood-film end noget andet, så måske bliver din yndlingsfilm også taget under behandling.

’VOIR’ lander på Netflix 6. december.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.