Streamingtjenesten Pluto TV lanceres i norden og erstatter Viafree. NENT og ViacomCBS står bag.
I dag driver NENT streamingtjenesten Viafree, hvor det er muligt at se TV3-programmer gratis, betalt af reklamer.
I det nye år lanceres en ny tjeneste i Norden: Pluto TV.
Pluto TV i Norden er et samarbejde mellem NENT Group (dem med TV3 og Viaplay) og så ViacomCBS (dem med Paramount+ og snart SkyShowTime). Det skriver de i en udmelding.
Tjenesten vil ved premieren i Norden blive tilgængelig i Danmark, Sverige og Norge.
Indholdet kommer fra FAST, free ad-supported streaming TV fra ViacomCBS, kombineret med NENTs Viafree, som er en reklamebetalt adgang til TV-programmer fra bl.a. TV3-kanalerne.
Fra NENTs andel er det programmer som Luksus-fælden, Paradise, Familien fra Bryggen mens ViacomCBS byder ind med titler som ‘The Hills,’ Awkward, ‘MTV Unplugged’ og Catfish.
Udover video-on-demand vil der være tema-baserede kanaler som Pluto TV Movie, Pluto TV Crime, Pluto TV History og Pluto TV Comedy.
Ambitionen er at opnå mindst 12 millioner brugere i Norden i 2025.
Der er ikke sat en dato på åbningen, kun at det bliver i det nye år.