Mediegigantens streamingtjeneste lever op til sine egne ambitioner, men ikke til analytikernes forventninger.
De var blevet advaret. Men alligevel havde analytikere og observatører af streamingmarkedet forventet, at Disney ville hente flere abonnenter i forrige kvartal, end de rent faktisk gjorde. Det kom dog ikke bag på Disney selv.
Som nævnt havde muse-huset allerede ved tidligere udmeldinger advaret om, at sensommer-kvartalet ville blive tamt, når det gjaldt rekruttering af nye kunder. Ligesom hos Apple er kalenderårets tredje kvartal finansårets fjerde kvartal hos Disney+, og der var ikke forventninger om de helt store landvindinger.
Alligevel var analytikerne optimitiske. F.eks. forventede finansanalytikerne hos StreetAccount ifølge erhvervsnyhedstjenesten CNBC, at Disney+ ville hente 9,4 millioner nye abonnenter ind i juli, august og september.
I stedet blev det kun til 2,1 millioner, hvilket jo unægtelig er en hel del færre end 9,4 millioner. Det er tæt på kun at være en femtedel. Men Disneys egne forventninger lød på en abonnent-vækst ”i den lave ende af étcifrede million-antal”, og det endte jo med at holde stik.
Det spændende indhold manglede
Når det går lidt sløvt for Disney+ lige nu, skal årsagen nok findes på indholdssiden. I kvartalet blev der kun sluppet to større film løs, der også samtidig kom ud i de biografer, der var åbne til trods for pandemiens begrænsninger verden over.
Det var ’Black Widow’ og ’Jungle Cruise’, hvoraf den første naturligvis var omgivet af en hel del ballade. Fra Marvel Cinematic Universe kom også den spekulative animationsserie ’What If…’, der dog ikke kunne hamle op med den popularitet, øvrige MCU-serier såsom ’Wandavision’, ’The Falcon and the Winter Soldier’ og ’Loki’ har opnået.
Når det gælder et andet af Disney+’ flagskibs-universer, Star Wars, var der heller ikke meget at byde på i denne periode. Fans fik kun det japanske Anime-eksperiment ’Star Wars: Visions’ at tygge på i løbet af sensommeren.
Så ser det helt anderledes ud i de kommende par måneder, hvor ’Shang-Chi’ kommer ud på den lille skærm, og senere får følgeskab af en nye live-actionserie i MCU, ’Hawkeye’. Og så lander ’The Book of Boba Fett’ naturligvis også på tjenesten 29. december.
Disney+ kan da heller ikke klage, når man ser på den overordnede vækst i forhold til sidste år. Med lidt over 118 millioner abonnenter er Disney+ nu 60 procent større, end tjenesten var i samme periode i 2020. Og det var endda, mens COVID-19 rasede for alvor og holdt flere mennesker hjemme end det er tilfældet nu.