Meta har kastet sit største produkt, Facebook, direkte ind i app-butikskrigen, der ellers hidtil primært har involveret Epic, Apple og Google.
Mens Epic og Apple gør klar til ankesagen i retssagen mellem dem, har Facebook besluttet sig for at kaste sig ind i stridighederne. Den sociale netværkstjeneste, hvis ejer for nylig skiftede navn til Meta, vil udfordre Apple på en måde, folk som Tim Cook formentlig vil beskrive som en smule flabet.
Facebook kan naturligvis ikke gøre ret meget ved den 30 procents kommission, som Apple tager, når de indkasserer penge på vegne af en app-udvikler. I hvert fald ikke, når det gælder salget af selve app’en. Men sådan er det ikke, når det gælder abonnementer.
Når iOS-brugere vælger at abonnere på en tjeneste via en app i App Store, tager Apple også 30 procent i kommission af abonnementsprisen. Og det er tjenester som f.eks. Spotify naturligvis ikke ovenud lykkelige over. Det betyder nemlig, at de skal lægge næsten en tredjedel af abonnementsindtægterne fra iOS-brugere i lommen på en konkurrent.
Men hvad nu, hvis iOS-brugere i stedet kunne abonnere på tjenesten via Facebook og udviklerne kunne bruge Facebook Pay til at opkræve betaling fra brugerne? Så ville udviklere ikke længere være tvunget til at bruge Apple Pay og App Store til at registrere abonnenter på deres tjenester.
Et personligt opgør med Tim Cook
Det er tanken bag en ny funktion, som Facebook nu gør tilgængelige for app-udviklere og service-udbydere på smartphone-markedet. Idéen er, at app-udviklere, der gerne vil sælge abonnementer, kan lægge et link ind i app’en til en Facebook-side, hvor folk så kan skrive sig op og betale for abonnementet. Facebook vil endda lægge penge oven i som en slags rekrutteringsbonus.
Hvis app-udvikleren så tilmed tilbyder at brugeren kan logge ind i app’en/tjenesten med sit Facebook-login, er ringen sluttet og brugervenligheden er intakt. Apple kan for nuværende ikke gøre ret meget til at forhindre dette, da dommen i Epic-striden (som altså p.t. er på vej ud i en ny runde, efter begge firmaer har anket) tvinger Apple til at tillade denne form for linkning til eksterne betalingstjenester.
Der er formentlig mange grunde til at Facebook har lanceret initiativet, inklusive muligheden for at kapre flere brugere til Facebook Pay. Men en af grundene er helt sikkert også, at Mark Zuckerberg har et personligt problem med Tim Cook.
De to tech-CEO’er har udvekslet hårde ord om hinandens firmaer i pressen, og nu hælder Zuckerberg altså benzin på bålet. Zuckerberg skriver endda i en Facebook-udmelding at udviklere og producenter kan ”beholde alle de penge (minus ”momsen”), de tjener, når folk abonnerer via dette link”. Det er helt klart Apple, der henvises til her.
Zuckerberg har også en anden grund til at kaste sig ind i al balladen, der er relateret til Spotify’s førnævnte situation. En af hans bedste, personlige venner er Spotify-stifteren Daniel Ek, der endda var en af Zuckerberg’s brudesvende ved sidstnævntes bryllup.