Med ECS Liva QC710 kan du lave din egen Windows-baserede streaming-boks, hvis den på et tidspunkt kommer til Danmark.
Hvad siger du til en PC med ARM-udgaven af Windows, der er på størrelse med en streamingboks? Mini-PC’er har naturligvis været på markedet længe, men det er kun få af dem, der kører på ARM-platformen.
Derudover er de fleste ARM-baserede Windows-maskiner ikke specielt billige. Men LIVA QC710 fra ECS er lige landet i Microsofts online-butik i USA formedelst 219 dollar. Eller cirka 1430 kroner før danske skatter og afgifter. Og den fylder kun omtrent 12 cm på hver side og 3,5 cm i højden.
Prisen skal sættes i forhold til alternativerne. Hvis du gerne vil udforske Windows-fremtiden på ARM-arkitekturen ad den mere gængse vej, skal du f.eks. ud og investere i en Surface Pro X, der koster over 8.000 kroner (men så får du også en touchskærm med…)
Med QC710 kan du i stedet prøve kræfter med ARM uden at risikere helt så mange penge. Og ARM-udgaven af Windows følger endda med i prisen. Det sker, fordi Microsoft har lavet den samme type aftale, som de lavede med Intel tilbage i Windows’ barndom.
Microsoft og Qualcomm i samarbejde
Denne gang er der dog i stedet for Intel tale om et partnerskab med Qualcomm, der gør bokse som QC710 billigere. I boksen sidder der nemlig en Qualcomm 7c Compute SC7180-processor, der er første generation af Qualcomms chips til små ARM-baserede PC’er (Der er dog allerede annonceret en anden generation).
Den lille boks er primært lavet til udviklere, der gerne vil teste apps af på ARM-platformen. Men blandt Recorderes læsere findes er jo nok stadig en del, der roder med små computere til styring af ting i hjemmet eller til koordinering af diverse digitalt indhold såsom musik og film.
For dem er det måske værd at holde øje med, hvornår LIVA QC710 kommer til landet. ECS’ LIVA-maskiner har tidligere været solgt i danske webbutikker, så det er ikke helt usandsynligt at også denne kommer i handelen på et tidspunkt.
Den er ikke kun værd at holde øje med på grund af størrelsen og muligheden for at udnytte ARM-arkitekturens effektivitet og minimale pladsbehov. Men boksen har også flere porte end du finder på en MacBook Air M1 eller en nyere laptop i den lette ende. Der er USB-A 2.0- og 3.2-porte, USB-C, HDMI, og et microSD slot.
Så hvis du har lyst til at rode med at lave din egen Windows-baserede streamingboks, så er chancen der måske nu.