Apple har efter alt at dømme valgt at være super-konsekvente, når det gælder navnet på de kommende MacBook Pro-hjerner.
M2? M1X? Der har været mange spekulationer om, hvad de nye chips, Apple forventes at lancere mandag, kommer til at hedde. Lige siden lanceringen af M1 sidste år, har der været næsten udelt begejstring for Apple Silicon, selv om ingenting naturligvis er problemfrit.
Men M1-chipsettet har især givet MacBook Air- og Mac Mini-ejere flere chip-cyklusser og ydeevne for pengene, end man kan finde på konkurrerende platforme. Og derfor er der høj opmærksomhed omkring, hvad Apple kommer til at afsløre i aften kl. 19, når ’Apple Unleashed’-eventen sættes i gang.
Når vi er så tæt på, som vi er nu, plejer det at vælte ud med sidste-øjebliks-lækager. Og i dag er ingen undtagelse. Hvis vi skærer gennem de mange, mere spekulative og ukurante rygter fra forskellige kilder, står Mark Gurman fra Bloomberg tilbage med nyt om navnene på de kommende chipset.
Gurman er en af de mest troværdige Apple-spåmænd, og når han hører noget dagen før en lancering, er der grund til at tro på det. Især, når det er en nyhed, der også siger noget om Apples generelle strategier på tværs af produktkategorierne.
Bloomberg-journalisten har fra sine kilder tæt på Apple hørt, at der er to nye Apple Silicon-chipset baseret på ARM på vej til MacBook Pro. Det er der sådan set ikke noget nyt i. Det nye er navnene, der angiveligt skulle være M1 Pro og M1 Max, og at en eventuel M2-chip ikke dukker op før til næste år.
Velkendt navngivning
Det er jo et navnesystem, vi har set før. Med andre ord ser det ud som om, at også Apple Silicon-chips nu kommer til at indgå i samme navngivningsprocesser som iPhone og iPad. Spørgsmålet er naturligvis, om det kun er selve chipsne, der kommer til at hedde Pro og Max, eller om der også kommer en MacBook Pro Max, der har det tilsvarende chipset ombord.
Det finder vi ud af i aften, og der er naturligvis stadig tale om et rygte. Det samme gælder de andre rygter, som Gurman ser ud til at holde fast i her kort før lanceringen. Disse går på, at der kommer en 14-tommer og en 16-tommers MacBook Pro, der altså kan konfigureres med M1 Pro- og M1 Max-chipset.
Både M1 Pro og M1 Max skulle have 10 CPU-kerner, og den store forskel skulle ligge i antallet af GPU-kerner, der er på henholdsvis 16 og 32. Det er i hvert fald det gæt, som flere medier giver i kølvandet på Gurmans rapport. Det kan dog naturligvis også være, at M1 Max henviser til en større RAM-mængde, sådan som det f.eks. er tilfældet på iPhone og iPad. Der går rygter om at de nye MacBooks vil kunne konfigureres med helt op til 64GB RAM.
Ud over disse specifikationer skulle Mac-fans kunne gøre brug af en skærm med mini-LED, der har en højere opløsning end nuværende MacBooks. Dertil kommer, at MagSafe-laderstikket angiveligt vender tilbage i en ny version, og at der kommer en HDMI-port i maskinen, så der kan lægges en dongle færre i tasken. Endelig skulle Touch Bar afgå ved døden.