Det er nu to årtier siden, Apple lancerede musikafspilleren, der var startskuddet til en ny æra.
I disse dage er det nøjagtig 20 år siden, Apple lancerede iPod. Det skete helt præcist 23. oktober 2001. Men modsat, hvad vi er vant til, skete det ikke ved en stort anlagt præsentation med Apples topchef på scenen. Apple udsendte blot en pressemeddelelse og gjorde klar til at det nye produkt kunne komme i butikkerne fra 10. november.
Tydeligvis havde Apple slet ikke forudset, hvor store konsekvenser, lanceringen af iPod ville få. Og måske kan man ikke bebrejde firmaet dette. Der fandtes trods alt allerede harddisk-baserede mp3-afspillere på markedet, for eksempel Creatives Nomad Jukebox-afspiller, der havde 6GB lagerplads modsat iPod’ens 5GB.
Og der havde naturligvis også været masser af mp3-afspillere på markedet siden 1990’erne, baseret på flash-RAM med noget mere begrænset lagerplads. Disse havde dog fordele som lang batterilevetid og et minimalistisk design. Dertil kommer, at iPod’en var Apples første egentlige forsøg på at lave teknologi, der ikke kun var henvendt til tech-fans, erhvervslivet og børn.
Man skal nemlig huske, at i 2001 var computere stadig noget, langt de fleste kun brugte på jobbet, med mindre de havde kastet sig over det der nymodens Internet. Hvis der var forbrugerelektronik i hjemmet, havde det som regel noget at gøre med gaming eller en hjemmebiograf. Når det gjaldt transportabel gaming, var GameBoy Advance det store hit det år.
Satte design i førersædet
Mobiltelefon-ejerskab i Danmark var i kraftig stigning på det tidspunkt, og gik fra ca. 62% i 2000 til ca. 73% i 2001. Da iPod kom ud ejede mere end hver fjerde voksne danske endnu ikke end mobiltelefon. Samsung var kun lige begyndt at sælge mobiltelefoner i Danmark og en af de mere populære telefoner i Danmark på det tidspunkt var Siemens SL45, der havde en mp3-afspiller indbygget og kunne tage imod MMC-hukommelseskort.
Ellers stod der naturligvis Nokia og Ericsson på de fleste mobile gadgets, man puttede i lommen dengang. Digitalkameraer var nogle store klodser på størrelse med en halv mursten. Smartphones var der ikke noget af, men Palm Pilots og PocketPC’er var stadig en smule populære blandt folk i erhvervslivet og tech-nørder.
Men blandt almindelige mennesker var transportabel musik stadig noget med transportable afspillere til CD’er såsom Sonys Discman-serie, eller måske stadigvæk en Walkman til kassettebånd. Enkelte havde måske også forsøgt med Mini-discs. Så Apple havde altså ikke så store forventninger.
Apple havde dog et trumfkort. Daværende CEO Steve Jobs havde fundet sig en ny ven nede i designafdelingen, den unge Jony Ive, der med stor succes havde givet den første iMac et personligt touch. Jobs slap ham løs på Apples nye musikafspiller, og Ive lod sig inspirere af en Braun-transistorradio fra 1958 og Bang og Olufsens Beocom 6000-telefon.
iPod skabte nutidens Apple
Resultatet var en musikafspiller, der lignede et luksusdesign-objekt og ikke noget, der hørte til i computerverdenen. Apple var også tilstrækkeligt fornuftige til at lancere et letanvendeligt program, der kunne overføre musik fra CD til iPod’en, der ifølge Apple selv kunne indeholde 1000 sange. For nogle mennesker var det angiveligt hele musiksamlingen, mente Apple.
Programmet hed naturligvis iTunes, og fordi iPod’en blev Apples første rigtige hit på tværs af stort set alle målgrupper, endte iTunes også med at blive installeret på et hav af computere. Det var derfor supernemt for Apple i 2003 at lancere iTunes Music Store og overtage markedet for digitale musikdownloads totalt.
iPod skabte et image for Apple, der rakte ud over computerfolket og de folk i kreative fag, der brugte Macs til design, layout, videoklipning, musik med mere. Det var med iPod, at verden blev overbevist om at Apple skabte brugervenlige produkter, der havde et ”sexet” design modsat stort set alle konkurrenterne – og at dette var værd at betale ekstra for.
Siden har Apple naturligvis ikke set sig tilbage. Firmaet redefinerede, hvordan smartphones skulle se ud med iPhone i 2007, der fulgte den samme koncept- og designlinje som iPod. Det er stadig Apples største indtægtsgiver. iPod har naturligvis undergået mange forandringer siden, og fås stadig i form af iPod Touch.