Vi har endnu ikke nok detaljer til at vide, om Q-UGV fra Ghost Robotics er lige så ustoppelig som robothunden i ’Metalhead’, men den har et maskingevær installeret på ryggen.
Sæson 4 af ’Black Mirror’ er en af seriens bedste. Ikke mindst fordi, den indeholder det iskolde gys, modige seere kan udsætte sig selv for i afsnittet ’Metalhead’. Som seriens fans formentlig vil kunne huske, centrerer handlingen sig om en robothund.
Men ikke en helt normal robothund. Hovedforfatteren Charlie Brooker havde brugt en del tid i selskab med videoer fra Boston Dynamics, da han skrev afsnittet, der også fremstår mere fremmedgørende og koldt ved at være i sort/hvid. Ligesom Boston Dynamics-robothundene har ’Metalheads’ robothund ikke noget hoved. Til gengæld har den et skydevåben installeret.
Det har Boston Dynamics-hundene ikke i virkelighedens verden. Boston Dynamics (der nu ejes af Hyundai) tillader nemlig ikke, at deres Spot-modeller bliver lavet om til deciderede våben. Men efter Boston Dynamics’ mange gennembrud er der adskillige andre firmaer, der laver lignende produkter…og som ikke er helt lige så tilbageholdende overfor våbenproduktion.
Et af disse firmaer er Ghost Robotics, der netop har præsenteret en udgave a deres robothund, der har et maskingevær på ryggen. Ghost Robotics har ikke givet deres robothund et hundenavn ligesom Boston Dynamics’ Spot, den hedder blot Q-UGV.
Robotgeværet og robothunden
Maskingeværet kommer fra en anden producent, SWORD Defense Systems. Modellen hedder SPUR, hvilket står for Special Purpose Unmanned Rifle. Ligesom hunden er maskingeværet altså også i stand til at fungere uden menneskelig indblanden.
SPUR kan ifølge SWORD Defense Systems hjemmeside relativt præcist ramme mål på 1,2 kilometers afstand, og er lavet specifikt til at sidde på ryggen af robotter som Q-UGV. Kombinationen af de to robotter er blevet vist frem på en militærmesse i USA, hvorfra Ghost Robotics har tweetet et billede.
https://twitter.com/Ghost_Robotics/status/1447699250570203137
Ifølge PR-materialet for Ghost Robotics, som Popular Science har fået fingre i, forestiller firmaet sig, at Q-UGV (med og uden maskingevær på ryggen) kan bruges til at patruljere i udkanten af militærbaser, fjerne bomber og miner, samt ”CBRN”.
Det sidste står for ”Chemical, biological, radiological and nuclear defense”. Med andre ord forestiller Ghost Robotics sig, at Q-UGV kan blive sat ind, hvis et biovåben bliver anvendt, eller hvis en atombombe er gået af, og et område er for farligt for mennesker.
Hvis du synes, alt dette lyder som lidt af et mareridt, er du næppe alene.