Den britiske teknologi-pionér var med til at bringe computeren ind i hjemmet i firserne.
Recordere-læsere, der allerede har passeret de 40, kan formentlig genkalde sig duften, lysene og farverne i deres barndoms BR Legetøj-butik. Hvis du var blandt dem, der frekventerede sådanne butikker i midten af firserne, kan du måske huske Power 3000.
Det var BRs bud på en billig computer, der både kunne konkurrere med spilkonsoller (sådan da) og give børn en start på et live med teknologi. Den noget dyrere, men meget mere populære Commodore 64 endte dog med at dominere, sammen med en anden maskine, Sinclair ZX Spectrum.
Men den sidstnævnte havde faktisk noget tilfælles med Power 3000. ZX Spectrum var nemlig efterfølgeren til Sinclair ZX81. Og ZX81 var stort set den samme maskine som en Power 3000 bare med et andet logo. Det fandt magasinet Alt om Data/Ny Elektronik ud af i 1984, som du kan læse her.
Både ZX Spectrum og ZX81 var baseret på Zilog Z80-chippen, Men hvor ZX81 (der udkom i 1981 og udgik af sortimentet i 1984) kun havde 1KB RAM som standard, havde ZX Spectrum’en 16KB som standard. Sammen med bedre grafik- og lydmuligheder blev ZX Spectrum et seriøst alternativ til f.eks. Commodore 64 og Amstrad CPC 464.
Fremadskuende Sir Clive
Den var faktisk så stort et alternativ, at ZX Spectrum blev den mest populære computer i dens generation – i hjemlandet Storbritannien. Hvor f.eks. Commodore 64 var mere populær i USA, Tyskland og Skandinavien, sad den på toppen af den britiske computerscene. Der blev solgt fem millioner af dem.
Manden bag, Sir Clive SInclair, er netop gået bort. Sinclair var en meget fremadskuende mand, der også havde lavet den første, flade lommeregner i 1972. Efter Sinclair-computerne slog han sig på elbiler, og han lancerede en slags ellert, C5, i 1983. Som så mange produkter, der er forud for deres tid, blev den et kommercielt flop.
Sinclair lavede også et af de første fjernsyn med fladskærm. Det var en håndholdt model, TV80, der kom på markedet i 1983. Der var dog ikke tale om en LCD-skærm, men en flad CRT-skærm med en forstørrende linse foran.
Sir Clive Sinclair fortsatte med at opfinde, og i de senere år fokuserede han på personlige transportmidler, såsom en foldbar cykel og en videreudvikling af C5, der blev annonceret i 2010. Han kom aldrig på Internettet, for han brød sig efter eget udsagn “ikke om at have elektronik eller mekanik” omkring sig. Han mente, det blokerede for den kreative opfinderproces.
Sir Clive Sinclair døde torsdag i en alder af 81 år. Dødsårsagen var en kræft-relateret sygdom, Sinclair havde levet med i over ti år.