Recordere.dk har testet det nye flagskib fra Apple, der udover flere små opgraderinger ikke indeholder de store nyheder i forhold til sin forgænger – alligevel er der store fordele i den lille opgradering
For knap 10 dage siden lancerede Apple deres iPhone 13 serie, der består af fire modeller. iPhone 13 Mini, iPhone 13, iPhone 13 Pro og iPhone 13 Pro Max. Fælles for dem alle, er at de kommer med samme A15 chipset, men i stedet for at teste dem alle, har recordere fokuseret på at teste flagskibet i familien.
Hvis du ikke orker at læse hele testen, kan det kort siges, at har du allerede en iPhone 12 Pro Max, så er opgraderingen for lille for de fleste, da nyhederne til trods for de er spændende stadig ikke giver nok til at retfærdiggøre en ny telefon til 12.399,- som den iPhone 13 Pro Max med 512GB lagerplads vi har testet koster. Vi har testet iPhone 13 Pro Max, og her er hvad vi synes.
Udpakning og design
iPhone 13 Pro Max kommer i en meget lille æske, der udover smartphonen indeholder et USB-C til lightning kabel, lidt klistremærker og en SIM-pin. I forhold til iPhone 12 familien, har Apple droppet cellofan omkring papkassen, og der er heller ikke plastik foran skærmen mere, så det er rent pap og papir du pakker ud, og har du ikke en USB-C oplader til din iPhone, skal du lige huske at købe en 20W USB-C oplader med fra Apple (169,-) eller fra en anden forhandler inden du lader telefonen op første gang.
Designet minder utroligt meget om iPhone 12 Pro Max, men telefonen er blevet er blevet 1,5mm tykkere, for at give plads til et større batteri, der skal trække den 6,7” store OLED skærm med højere opdateringshastighed. Telefonen måler 160,8 x 78,1 x 7,65 mm (B x H x D), og den er også lidt blevet tungere. Nu vejer den 238 gram.
På forsiden finder man skærmen hvor hakket i toppen er blevet en lille smule mindre (ca. 20%), men ikke noget man bemærker i det daglige, for Apple har ikke udnyttet den ekstra plads til at give flere funktioner i toppen af skærmen. Designet er elegant, og farven vi testede er min yndlingsfarve nemlig grafitgrå. Du kan også få iPhone 13 Pro Max i farverne guld, sølv og skyfri blå. Modellen vi testede var modellen med 512GB lagerplads.
Designet er elegant, og kunne du lide iPhone 12 Pro Max, så vil du også kunne lide 13’eren. For der er nærmest ingen forskel på det ydre.
I bunden er der stadig et Lightning stik, og på siderne finder du stadig lydstyrke, mute knap og tænd/sluk telefonen. Og så er der naturligvis en SIM-skuffe som indeholder plads til et enkelt nano-SIM kort, og så er der også mulighed for dual-SIM med eSIM – Det vender vi tilbage til.
Designet er klart godkendt.
Super lækker 120Hz OLED skærm med mindre kamera-hak (notch)
Som vi skriver i overskriften, er iPhone 13 Pro Max en lille opgradering, men en af de store fordele ved den nye model er den nye 120Hz OLED skærm, eller Super Retina XDR ProMotion som Apple gerne vil have vi kalder det.
Opløsningen er på 2.778 x 1.284 pixels med 458 ppi, og med HDR support, og kommer med så meget lys, at den kan trække helt op til 1.000 – 1.200 nits når du kører HDR.
Skærmen justerer selv opdateringshastigheden ud fra det du bruger den til, så når du bruger apps, der ikke har behov for høj opdateringshastighed, så kører den ned i hastighed, og sidder du og spiller eller scroller ekstra hurtigt på en skærm, så justeres hastigheden til den hastighed der er behov for. Det er dejligt at Apple endeligt som en af de sidste understøtter højere opdateringshastigheder.
Netop den dynamik med hastigheden har været med til at sikre at den nye iPhone 13 Pro Max sammen med det større batteri stadig har en bedre batteritid end forgængeren med kun 60Hz skærmopdatering.
Skærmen har med den nu endnu bedre lysstyrke ingen problemer med at vise hvad der sker på skærmen uanset om du står i skarpt sollys, eller kører med dæmpet dynamisk belysning i mørkere rum.
Skærmen er klart godkendt, og klart et argument til at opgradere, hvis du har en ældre model.
Større batteri med 2,5 timers længere batteritid
iPhone 13 Pro Max kommer med et ca. 400 mAh større batteri end forgængeren – Dette primært for at trække den hurtigere skærm, og selvom Apple ikke selv kan lide at oplyse kapacitet på batteriet, så er de ikke bange for at sige at det nye batteri og optimeringen på skærm og A15 chipset’et giver dig op til 2,5 timer mere på en opladning.
Batteriet står på omkring 50% når jeg har brugt det en hel dag. Det skal dog siges, at jeg primært bruger min telefon til læse nyheder, sociale medier, mail og et par spil “Super Stick Man Golf 3+”, som er det jeg spiller for tiden.
Genopladning kan enten ske via lightningkabel, eller med op til 15W via Magsafe trådløs opladning. Har du en almindelig Qi oplader, så kan iPhone 13 Pro Max kun oplade med 7,5W. Det er lagt fra de tal vi ser fra Android modeller, men stadig godkendt.
Husk at du får ikke en USB-C oplader med til din telefon, så den skal du enten selv have, eller købe seperat.
Ydelse: A15 er et monster
iPhone 13 Pro Max kommer med seneste generation af Apples eget smartphone chipset. Og der er vi nået til A15 Bionic, der endnu en gang sparker til alle de chipset som man kan få til Android mobiler. Selv Snapdragon 888 bliver sat til vægs.
Med Geekbench 5 målte vi 1.726 ved Single Core og 4.574 i Multi Core – Dette sammenlignet med sin forgænger iPhone 12 Pro Max der scorede i 1.591 Single Core og 4.173 i Multi Core. Det skal dog siges, at har du allerede en 12’er du er glad for, så husk at den er ikke blevet langtsommere bare fordi der er kommet en nyere der er hurtigere.
På den grafiske side er der dog sket en del – Det indbyggede grafiske chipset yder helt op til 50% i spil og grafiske programmer. Det er helt vildt, og sammenkoblet med 120Hz skærm, er det en fornøjelse at spille spil der nyder godt af den hurtigere CPU, GPU og skærmopdatering.
A15 er kort sagt et monster, og Apple nyder godt af at eje produktionen af iPhone uanset om det er chipset eller operativsystem, fordi de så kan optimere i alle ender og kanter af smartphonen.
Ydelse er klart godkendt
iOS 15 fokuserer på notifikationer og dæmpning af samme
Mange danske iPhone ejere har allerede opdateret deres iPhones til iOS 15, og det er samme funktionalitet der er kommet til iPhone 13 Pro Max. Pænere og bedre notifikationer, og så muligheden for at lave flere “forstyr ikke” (Fokus) profiler. Eneste anke jeg har der er de valg man som ny bruger af iOS 15 tvinges til at tage når man kører i sin bil, og f.eks. får en SMS. Så kan man vælge om man i fremtiden vil forstyrres af den kontakt eller ej.
Vejret har endeligt fået et stort løft i iOS 15, og det kan endeligt mærkes at Apple købte en af de førende apps for vejrtjenester “Dark Sky” for noget tid siden. Både vejr widget og detaljerne i vejret har fået et kæmpe løft.
Dual SIM og Dual eSIM
iPhone 13 Pro Max kommer med dual SIM, dog kan du kun bruge ét fysisk Nano-SIM kort i telefonen – Det andet skal være et eSIM. Og her er endnu en spændende nyhed i iPhone 13 familien. Du kan have 2 eSIM i mobilen, og på den måde helt undlade at bruge fysisk SIM i din smartphone. Det skal dog siges, at du ikke kan have tre SIM kort aktive samtidigt, og derfor er dual SIM enten:
- Nano SIM og eSIM
- 2 x eSIM
Du kan godt have to eSIM kort i din telefon og et Nano-SIM, men du er nødt til at slukke enten det fysiske eller det andet eSIM for at det virker.
Naturligvis understøtter både Nano-SIM og eSIM 5G i Danmark, men du skal være opmærksom på at der stadig ikker er understøttelse af mmWave bånd – Ikke at det betyder noget, for der er ingen danske operatører der er klar med det i nærmeste fremtid.
Kamera – Endnu bedre billeder i mørke og Cinema Mode
iPhone familien har aldrig været det bedste kamera på en smartphone, der er masser af Android mobiler der kan tage bedre still billeder end iPhone, men Apple har bare altid været bedre til video end de fleste konkurrenter, og med nye og større sensorer i iPhone 13 Pro Max, har Apple virkeligt meget at byde på, uanset om det er foto eller video.
Apple har på fotosiden med iPhone 13 Pro Max introduceret Makro-fotografering, som gør du kan komme ganske tæt på objekter, og stadig få et super lækkert motiv, men det er super trælst at Apple ikke giver dig friheden til at slå makro-fotografering til og fra selv. Det bør være en funktion, som du som bruger selv vælger at bruge eller ej. Det må Apple fikse i en kommende opdatering. Oven i det har Apple introduceret “Fotoformater”, hvor du udover standardprofilen nu kan vælge mellem Intense, livlige, varme eller kølige farver og kontraster. Jeg beholdt min på normal for at kunne sammenligne kameraet med det på iPhone 12 Pro Max.
I mørke omgivelser har de større sensorer fået godt fat, og det gør at Apple er blevet meget bedre til at tage billeder i mørke.
På videosiden har Apple introduceret Cinema mode, der gør at du skulle få endnu bedre videokvalitet, og selv efter optagelsen kan vælge om det er personen i forgrunden eller baggrunden der er i fokus. Oven i det understøtter iPhone 13 Pro Max ProRes video, der er en stor ting for folk der lever af at tage video, men vær opmærksom på at det kræver en hulens masse plads, at optage video med ProRes slået til.
Nedenfor kan du se et galleri af billeder og lidt video optaget med iPhone 13 Pro Max.
Kamera er klart godkendt
Konklusion
Som vi startede med, er der ingen grund til at opgradere hvis du allerede har en iPhone 12 Pro Max (Medmindre du bare må have den).
Men iPhone 13 Pro Max er KLART den bedste iPhone på markedet lige nu. Alene den forbedrede skærmopdateringshastighed, det større batteri, muligheden for dual eSIM er en opdatering værd. Oven i det er det klart forbedrede kamera også en go grund til at købe den nye model.
Men den er langt fra gratis, og iPhone 13 Pro Max starter ved 9.699,- for 128GB modellen, men så mister du understøttelsen for ProRes video, som kræver minimum 256GB modellen.
iPhone 13 Pro Max er en kanon telefon, som du sagtens kan have med i dine overvejelser hvis du har pengene til det.
Pris og levering
iPhone 13 Pro Max fås i grafitgrå, guld, sølv og skyfri blå med lagerplads på 128 GB, 256 GB, 512 GB, og som noget helt nyt 1 TB.
De danske priser er:
- iPhone 13 Pro Max 128GB kr. 9.699,-
- iPhone 13 Pro Max 256GB kr. 10.599,-
- iPhone 13 Pro Max 512GB kr. 12.399,-
- iPhone 13 Pro Max 1TB kr. 14.199,-