Forside * Featured

HTC Vive Pro 2 – VR for feinschmeckere.

-

Recordere.dk har testet HTC Vive Pro 2, der er et sæt 5K VR briller, der giver brugeren en ekstrem oplevelse i f.eks. Microsoft Flight Simulator 2020.

HTC Vive Pro 2 er 5K VR briller der kommer med 120Hz LCD skærm med 120 graders “field-of-view”, og understøttelse for både AMD og Nvidia grafikkort via Displayport.

VR eller Virtual Reality giver dig oplevelsen af at befinde dig inde i spillet eller flysimulatoren. Jeg har leget et par uger med disse VR briller og her er hvad jeg synes.

Annonce:

 

Udpakning og installation

Det HTC Vive Pro 2 sæt vi testede kom i en æske der udover VR brillerne indeholder en hulens masse kabler, samt en Vive 2 Link box, to Vive controllere samt to base stationer som bruges til at spore bevægelserne – Desuden var der et rensesæt.

Personligt ville jeg foretrække at HTC brugte noget af deres energi på at fjerne nogle af de mange kabler der skal bruges for at sætte VR op. Jeg kan sagtens forstå at der skal et displaykabel mellem briller og computer, men det burde være muligt at spare nogle af de mange strømforsyninger og forbindelser væk.

Installationen foregår via Vive software, som stiller visse krav til dit grafikkort og dertilhørende drivere, men installationen er nem, og tager for den øvede lidt under 30 minutter, og så er man klar til at lege med VR. Vær dog opmærksom på, at er du uøvet i at installere VR, så spørg hellere en der har prøvet det før til råds, end at bruge lang tid på at få alting til at virke.

 

Jeg vil anbefale at du som minimum har et Nvidia 2080TI eller højere og et nyere AMD grafikkort hvis du vil bruge VR. Bemærk at HTC Vive Pro 2 understøtter Steam VR, så der er masser af gode spil at hente via Steam. Oven i det skal din PC have både USB3 og en kraftig Displayport 1.2 med kompression eller 1.4 uden.

Vær også opmærksom på at HTC Vive Pro 2 er bygget til mere professionelle brugere, og der findes masser af billigere løsninger på markedet, men HTC Vive Pro 2 giver nok en af de bedste VR oplevelser på markedet.

HTC Vive Pro 2 kommer med 2.448 x 2.448 pixel opløsning per øje (giver en samlet opløsning på 4.896 x 2.498 pixels). Brillerne kører med 90 – 120 Mhz genopfriskningsfrekvens. Og lyden du skal høre i spillet kommer fra de indbyggede hovedtelefoner i Vive Pro 2 headsettet.

 

Hvordan er de at have på ?

HTC Vive Pro 2 minder meget om deres forgængere, og er meget store at have på, og der ville det være lækket hvis HTC måske havde brugt lidt tid på at lave et mere moderne design, så de måske minder mere om Valve Index eller Oculus Quest 2 som har et mere moderne udtryk.

Når jeg skriver de er store at have på, skal jeg skynde mig og sige at de sidder godt, og man kan sagtens have dem på i nogle timer, fordi støtten på og bag på hovedet kan justeres så de sidder perfekt, men det skal ikke være alt for varmt før jeg begyndte at svede lidt under håret hvor de var forbundet.

Du skal bruge lidt tid på at sætte dem perfekt til dit hoved, men så sidder de også godt. Bruger du briller skal du være opmærksom på at har du forskelig styrke på de forskellige øjne kan det være nødvendigt med kontaktlinser.

 

HTC Vive Pro 2 med Microsoft Flight Simulator 2020

Jeg er en ivrig bruger af Microsoft Flight Simulator 2020, og derfor er det meste af min test baseret på MSFS2020, hvis du vil vide mere om andre spil kan jeg anbefale du kigger på YouTube hvor der er masser af tests der fokuserer på FPS og andre adventure spil, der også virker med HTC Vive Pro 2.

Med den høje opløsning på HTC Vive Pro 2 ser Microsoft Flight Simulator 2020 virkeligt godt ud. Jeg tog flere ture rundt omkring i Alperne samt en flyvning rundt omkring i Danmark i en Daher TBM 930, som er en turbo prop med simpel kontrol, og det var en sand fornøjelse at se de flotte landskaber i den høje opløsning som Vive Pro 2 tilbyder.

Jeg kører en Intel I9-10900K og et Nvidia 3090, så jeg har rigeligt med hestekræfter til at trække VR, men det er vigtigt at sige at selvom du køber et dyrt sæt VR briller, så bliver de ikke bedre end dit grafikkort, og du skal derfor være klar til at investere i et kraftigt grafikkort, hvis du vil have den fulde opløsning og høje grafikkvalitet i spil og andre programmer.

Installationen i MSFS 2020 er let, da det kun er et spørgsmål om at vælge grafiske indstillinger til dit VR sæt. Flight simulator har to forskellige grafiske indstillinger, så den bibeholder indstillinger for skærm, og andre indstillinger for VR.

 

De indbyggede hovedtelefoner i HTC Vive Pro 2 er certificeret til HD Audio, og lyden er tydelig og klar, og du har virkeligt oplevelsen af at sidde inde i et cockpit når du flyver.

 

Nu har jeg et større setup af kontroller til mit flight simulator setup, og derfor brugte jeg ikke meget tid i netop det spil med de medfølgende Vive controllere, men fokuserede på den grafiske oplevelse, og der er det bare WOW med WOW på. Normalt spiller jeg i 1.440p opløsning på en bred skærm, men når man flyver i mindre fly tættere på jorden, så er VR bare super lækkert, og der er den høje opløsning som Vive Pro 2 tilbyder altså fantastisk.

Du kan selvfølgelig bruge alle dine i forvejen indkøbte controllere til MSFS 2020. Jeg har selv alle Saitek paneler, samt Honeycomb Alpha og Bravo controllere, men det kræver lidt tilvænning at ramme de rigtige knapper. Derfor brugte jeg også mest VR efter jeg havde startet maskinen op. Og der fungerer MSFS 2020 rigtigt godt, fordi det blot er et keyboard shortcut der skifter mellem VR og almindelig skærme.

 

Andre fede spil med VR

Der findes masser af rigtigt gode spil til VR, og selvom jeg primært har spillet Microsoft Flight Simulator, vil jeg gerne anbefale at man ligger på spil som f.eks. Superhot VR, Thumper på Steam, Half-Life: Alyx, No Man’s Sky VR, Beat Saber og The Elder Scrolls V: Skyrim VR.

Der findes med garanti endnu flere spil, så check om de spil du spiller findes til VR også.

 

Konklusion

HTC Vive Pro 2 er ikke de billigste VR briller på markedet, langt fra, men ud fra de forskellige modeller jeg har leget med, er de klart blandt de bedste. Du får en 5K opløsning og op til 120Hz.

Du skal af med ca. 6.400,- for brillerne (Se dagspris her), men så skal du oven i det også købe basestationer og controllere ved siden af. Oven i det skal du sikre dig at din CPU og dit grafikkort er af nyere dato, så det kan godt være en stor udskrivning at komme igang med VR.

Men har du hestekræfterne, og ønsker du at få en endnu mere realistisk spilleoplevelse, så er HTC Vive Pro 2 virkeligt toppen af poppen af VR briller lige nu.

Og er du ligesom mig, en som primært spiller stillesiddende spil, så findes der andre modeller til langt lavere priser med meget færre kabler som f.eks. Oculus Quest 2, da de har inside-out tracking og ikke behøver base-stationer som HTC Vive Pro 2.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.