Dommeren i sagen vil ikke kalde Apple for et monopol, men tvinger firmaet til at åbne for andre betalingsmetoder i apps fra App Store.
Apple bliver nu tvunget til at tillade, at brugerne kan betale for køb i apps via andre metoder end firmaets egen. Sent fredag eftermiddag dansk tid faldt der nemlig dom i retsstriden mellem Apple og Epic, og det ligner foreløbig en stor sejr til Epic og deres spilhit, Fortnite.
Sagen, der har fået en del opmærksomhed på grund af de to giganter, der er involveret, har stået på i flere år. Det begyndte som en PR-krig, hvor Epic gjorde tydeligt opmærksom på, at spilfirmaet var utilfreds med de betingelser, de var tvunget til at byde deres brugere.
Hvis iOS- og iPadOS-brugere købte noget i Epics store spilhit Fortnite, var de tvunget til at betale gennem Apple Pay via App Store. Og det betød helt automatisk, at 30% af salgsbeløbet blev afleveret til Apple i kommission. Epic ville naturligvis hellere lægge sin egen betalingsteknologi ind, så de kunne slippe for at betale kommission for in-app-køb.
Epic fik støtte fra en hel del andre tech-firmaer, heriblandt Spotify, der har indgivet en lignende klage til EU. For Spotify er det specielt problematisk, at de skal aflevere 30% af indtægterne, når iOS- og iPadOS-brugere abonnerer på tjenesten – især taget i betragtning, at Apple er Spotifys største konkurrent og naturligvis ikke skal betale nogen kommission til sig selv.
Kommisionsmodel i fare
Det er netop forhold som disse, der i sidste ende fik Epic til slet og ret at indføre sin egen betalingsteknologi, som firmaet havde truet med i flere måneder. Og som Apple havde truet med som gengældelse, blev Epic og Fortnite prompte smidt på porten, hvilket førte til den retssag, som der nu altså er fældet dom i.
Dommer Yvonne Gonzalez-Rogers ved Nordcaliforniens domsstolsdistrikt (som Apple hører til) skriver direkte i domsdokumentet, at Apple “handler i strid med Californiens konkurrencelovgivning”. Retten kan dog ikke konkludere, at Apple kan kaldes et monopol under USA’s føderale lovgivning eller Californiens statslovgivning.
Det betyder, at Apple skal tillade at app-udviklere sender brugerne videre til betalingssystemer, der ikke er Apples egne. Apple har tre måneder til at omstille sine systemer. Om 90 dage må der ikke kunne findes relaterede begrænsninger i App Store, og denne regel vil gælde fremadrettet.
Apple har dog stadig mulighed for at anke dommen, men i skrivende stund har firmaet hverken kommenteret på dette eller dommen som sådan. Hvis dommen får lov at stå fast, kan det få vidtgående betydning for hele app-miljøet globalt set, også selv om Apple kun sidder på 13-14% af smartphone-markedet på verdensplan.
Epic og Google ligger nemlig i en lignende retssag angående Google Play Store på Android, og det vil være besynderligt, hvis denne sag skulle falde anderledes ud. Med andre ord kan hele kommissionsmodellen, der er fundamentet for app-økonomien blive udfordret af denne dom. Det skal blive spændende at følge udfaldet af dommer Gonzalez-Rogers’ afgørelse.