Tilbage i 2005 anlagde Discovery sag mod TV 2 om erstatning for den årsrabat, som TV 2 anvendte i perioden 2000-2011.
Med forliget er der sat punktum i sagen mellem TV 2 og Discovery.
Efter Højesterets afgørelse i 2011 har der de seneste 6 år kørt en omfattende syn- og skønsproces ved Østre Landsret, hvor sagkyndige skønsmænd har vurderet, om årsrabatten indebar faktiske tab for TV 2s konkurrenter.
Discovery havde krævet 650 mio. kr. med tillæg af procesrenter i erstatning – samlet over en mia. kr. Med forliget mellem Discovery og TV 2 er sagen nu forligt på et væsentligt lavere beløb – i alt 127,5 mio. kr., ligesom hver part bærer egne sagsomkostninger.
Forliget afspejler, at TV 2 ønsker at afslutte den langvarige sag og se fremad, men TV 2 anerkender ikke skyld og er fortsat af den opfattelse, at årsrabatten ikke medførte tab for TV 2s konkurrenter.
“Tvisten om TV 2s årsrabat har nu pågået i over 15 år, herunder et historisk langvarigt syn- og skøn. TV 2 mener fortsat ikke, at vores konkurrenter har lidt tab som følge af den årsrabat, TV 2 tilbød sine annoncører frem til Højesterets afgørelse i 2011. Men hensynet til at få en fornuftig afslutning på den langvarige sag vejer højere. Derfor er jeg også glad for, at Discovery og TV 2 har forligt sagen på et væsentligt lavere beløb, end Discovery havde lagt an til. Nu kan begge parter kigge fremad,” siger Jimmy Maymann, bestyrelsesformand i TV 2 Danmark.