Forside * Nyheder

USAs myndigheder sætter Teslas Autopilot under lup

-

Efter 11 kolllisioner ved ulykkessteder siden 2018 er en gennemgribende undersøgelse er sat i værk, der potentielt kan stikke en kæp i hjulet for Elon Musks  udviklingsplaner. 

Vejen frem mod en fremtid med selvkørende biler er belagt med forskellige slags indgriben fra myndighederne i flere lande. Sådan vil de fleste nok også helst have det. Før vi kan beordre en bil til at køre os et bestemt sted hen og så læne os tilbage i sædet og se en film eller læse en bog, skal vi nok igennem en hel masse slåskampe mellem teknologifirmaer og lovgivere.

Annonce:

Sådan en slåskamp er netop begyndt igen. For anden gang siden 2016 er det Tesla, der bliver undersøgt af de amerikanske, føderale myndigheder. Det er nærmere betegnet det, der svarer til USA’s nationale havarikommision, der har flyttet luppen hen på Elon Musks elbiler og hans ambitioner på det selvkørende område.

Det handler om Autopilot-systemet, der stadig er langt fra at gøre Tesla’er helt selvkørende. En ny beta-udgave af softwaren skulle kunne give bilen mulighed for at kunne styre, accelerere og bremse helt selv, hvilket svarer til 2. grads/Level 2-autonomi. Det vil dog stadig være op til chaufføren at skifte bane og holde øje med uventede situationer og objekter på vejbanen.

Lige nu er Autopilot en slags avanceret Adaptive Cruise Control, der kan holde bilen i sin bane på motorvejen og sætte farten efter omgivelserne. Men selv før Autopilot officielt opgraderes fra denne teknologi, der også ganske udbredt blandt andre producenter, til Level 2, har National Highway Traffic Safety Administration (NHTSA) altså valgt at sætte en undersøgelse i gang af systemet.

Når én ulykke bliver til to

Det skyldes primært 11 tilfælde af kollisioner med køretøjer på ulykkessteder siden 2018, hvor Autopilot er bekræftet som værende slået til under kollisionen. Ifølge en offentlig udmelding om undersøgelsen fra NHTSA, var de påkørte køretøjer enten involveret i selve uheldet eller var et udrykningskøretøj. 

I alle tilfældene var der tale om et ulykkessted, hvor der var tydelige markeringer såsom lamper og trafikkegler. I disse tilfælde er Tesla’erne altså drønet lige forbi, eller hen over, disse lamper og kegler og fortsat ind i udrykningskøretøjerne, fordi Autopilot holdt bilen i sin vejbane. På tværs af de 11 kollisioner har en enkelt person mistet livet og 17 er kommet til skade. 

Når det har særlig betydning for Teslas ambitioner, er det fordi NHTSA vil benytte lejligheden til at foretage en indledende undersøgelse af den nye Level 2-software, hvilket i princippet kan spænde ben for udrulningen af opgraderingen, hvis der findes fejl. 

Omvendt kan undersøgelsen også ende med at blåstemple systemet, hvis det viser sig, at bilernes førere og brugere af betatest-softwaren ikke har levet op til deres ansvar. I det sidste tilfælde vil NHTSA undersøge, om systemet gør nok for at holde øje med chaufføren og tvinge vedkommende til at udføre sin del af kørslen.  

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.