Samsung er klar med næste generation af deres Z-Flip telefon, og nu har den næsten alt det gode vi kender fra normale telefoner. Oven i det har den fået et hak nedad i prisen. Vi har testet Z-Flip 3.
Samsung holder fast i idéen om at folk ønsker foldbare telefoner, og med seneste lancering af Galaxy Z-Flip og Z-Fold har de også noget at have det i. Det er ikke længere nødvendigt at gå på kompromis med ydelse, skærmopdateringshastighed, og frygten for at skærmen knækker efter få måneders brug. For Samsung har virkelig fået styr på alle de parametre, der gør en foldbar er holdbar.
Samsung Galaxy Z-Flip 3 blev lanceret i sidste uge, og recordere.dk fik udleveret en model til test som vi har brugt lige siden, og med en 6,7” 120 Hz holdbar skærm, Snapdragon 888 chipset, 5G netværk og ok kamera, er jeg blevet ret begejstret for konceptet.
Udpakning og design
Samsung Galaxy Z-Flip 3 kommer i en meget lille æske, der udover den foldbare smartphone kun indeholder et USB-C opladningskabel og en Sim-pin. Du får ingen oplader med, så den skal du enten have i forvejen eller ud og købe ved siden af. Men det er efterhånden helt normalt at producenterne har droppet USB-opladeren.
Galaxy Z-Flip 3 har fået et løft på alle parametre. Designet ligner umiddelbart sig selv, og så alligevel ikke. For der er forskelle både i det ydre og indre.
På ydersiden er det især det nye og endnu større coverdisplay der stikker i øjnene. Du får nu en 1,9” AMOLED ‘allways on’ skærm, der giver endnu mere plads til notifikationer og et godt preview ved selfie-billeder, og så har Samsung virkeligt fokuseret på det der betyder noget for en foldbar telefon. Samsung Galaxy Z-Flip 3’s ramme er lavet i Armor Aluminum, og telefonen har fået en IPX8 certificering, der gør at den er vandtæt hvis du taber den i vand. Den er dog ikke støvtæt.
Galaxy Z-Flip 3 kommer i flere farver Neutral Cream, Trendy Green, Trendy Lavender og Phantom Black. Derudover er der flere covers, der gør det lettere både at beskytte telefonen og folde skærmen ud. Eksklusivt via Samsung.com vil flere farver være tilgængelige såsom grå, pink og hvid.
Samsung Galaxy Z-Flip 3 måler 72.2 x 166.0 x 6.9mm, når den er foldet ud, og 72.2 x 86.4 x 17.1mm, når den er foldet. Den vejer i øvrigt 183 gram.
Designet er på alle måder godkendt.
De to skærme på Z-Flip 3 er geniale
Samsung har udstyret Z-Flip med en 6,7” AMOLD skærm, med 120Hz opdateringshastighed – Opløsningen er 2640 x 1080 pixels (425 ppi). Farverne og billedet står knivskarpt, og skærmen er beskyttet af en ny beskyttelsesfilm lavet af stretchy PET samt nyoptimerede skærmlag, der resulterer i en 80 % mere holdbar skærm i forhold til tidligere enheder.
Med den høje opdateringshastighed er både spil, browsning og hurtige bevægelser på skærmen ved læsning fra browser hele hakfrit, og det skyldes også at Z-Flip 3 har hestekræfter i motorrummet med et Snapdragon 888 chipset.
Oppe i toppen er der et selfie-kamera placeret i midten, og det generer ikke ved daglig brug. En ting du dog ikke undgår med en foldbar skærm er at du tydeligt kan se og mærke folden på skærmen. Det er tydeligt når du kører fingeren over skærmen og en grå skygge kan ses fra bestemte vinkler, når skærmen er tændt. Det må du gøre op med dig selv om det er en ting du kan leve med, for ellers er en foldbar ikke for dig.
En ting som virkeligt har fået et løft, er Z-Flip 3’s coverdisplay, der på forgængeren var en lille skærm, men på den nye model er på 1,9” og nu kan vise meget længere beskeder, og billeder. Det fungere rigtigt godt, at man nu kan læse og agere på modtagne notifikationer, uden at skulle åbne telefonen.
Men åbner man telefonen fungerer Samsungs hand-off perfekt, så læser man en sms, så springer telefonen direkte ind på beskeden på den store skærm, eller ser man på vejret, så er det den app der startes når man åbner “låget”. I indstillingerne på telefonen kan du iøvrigt indstille hvilke funktioner og meddelelser du vil have vist på cover displayet.
Som standard har du vejr, beskeder, musik, timer, kalender og sundhed som mulighed, men mon ikke der kommer flere løbende som app udviklerne får øje på den funktion.
Flexmode som Samsung introducerede i forbindelse med første generation af Z-Flip fungerer rigtigt godt. Når du stiller din telefon på bordet, og har den stået i halvt opslået tilstand, så kan du f.eks. bruge den til videomøder, og se mødet på halvdelen af skærmen og kontrollere resten på nederste del af skærmen. Dette fungere med et væld af apps, og Samsung håber på at flere kommer til.
Begge skærme er godkendt, men jeg håber virkeligt på at Samsung med næste generation gør Cover displayet endnu større.
Ydelse og batteri – Tak for Snapdragon 888
Samsung Galaxy Z-Flip 3 kommer som tidligere skrevet med Snapdragon 888 chipsettet, som klart leverer ydelse fra øverste hylde. På intet tidspunkt føles telefonen langtsom. Alle apps loader lynende hurtigt, og med 8GB RAM til apps og op til 256GB lagerplads (UFS 3.1), er der også rigeligt med plads at boltre sig på.
På Geekbench 5 scorer Z-Flip 3 603 på single-core og 2.041 på multi-core, så der er masser af saft og kraft til selv hastighedskrævende spil og apps.
Samsung Galaxy Z-Flip 3 kommer med et 3.300 mAh batteri, der let får dig igennem en arbejdsdag, med mindre du er en af dem der sidder limet til sociale medier og videotjenester hele dagen, men så har du mulighed for at genoplade telefonen både kablet og trådløst. På trådløst understøtter Z-Flip 3 15W Qi opladning.
Ydelse og batteri er klart godkendt.
Som telefon er der mange fordele ved Z-Flip 3
Jeg har været med på alle mobiltelefoner igennem tiden, og min yndlingstelefon igennem alle tider er Sony Ericsson Z610, som også var en ‘clamshell’ telefon. Og der føler jeg at Samsung Galaxy Z-Flip 3 rammer lige ind i mit hjerte på samme måde, fordi jeg her får et værktøj som funger som jeg forventer en foldbar telefon skal.
Jeg får notifikationer diskret uden andre ser at telefonen ringer, og så har den stadig alt det jeg forventer en smartphone skal have i 2021.
Du får 5G (sub-6 bands i EU: n1, n3, n5, n7, n20, n28, n38, n40, n41, n66, n77 og n78 / Der er dog ingen mmWave understøttelse i Norden), og WiFi 6 (dog ikke WiFi 6E). Og føler jeg faktisk at antennerne i Z-Flip 3 fungerer rigtigt godt. Jeg havde god dækning på TDC’s net som jeg bruger.
Z-Flip 3 kommer med Dual-SIM, dog kun med plads til ét fysisk Nano-SIM kort og så plads til et e-SIM, som lige nu ikke alle danske teleoperatører er klar til at understøtte, men vi kan jo håbe på det kommer. Det havde været dejligt med plads til to fysiske nano-SIM kort, men igen. Det har jeg heller ikke i en iPhone 12 Pro.
Z-Flip 3 kommer med Bluetooth 5.1 LE og har også USB-C som forbindelse, hvis du har brug for at forbinde din telefon til computeren, men hvem gør det i disse dage ?
Du har både mulighed for at låse telefonen op med kode, ansigt og så har Samsung sat en ret god fingeraftrykslæser ind i tænd/sluk knappen også.
Software Android 11 og OneUI 3.1.1
Samsung Z-Flip 3 kommer med Android 11 og OneUI 3.1.1, der er Samsungs brugerflade der lægges oven på Android.
Sammen med Z-Flip 3 får du software support til 3 major releases af Android (Til og med Android 14), ligesom du får månedlige sikkerhedsopdateringer.
Samsung smider stadig software fra Microsoft og Spotify på telefonen, og det er lidt trælst at man til at starte med skal fjerne – og ikke tilføje de programmer man gerne vil have på sin telefon.
Men software oplevelsen er ellers godkendt, og OneUI 3.1.1 i darkmode virker rigtigt godt. Især de forbedringer der er lavet med Flex mode på displayet gør det let at bruge Android på den foldbare.
Kameraet er ikke ligeså godt som resten af telefonen
Z-Flip 3 kommer med to objektiver på bagsiden, et (Ultra Wide) 12 MP, F2.2, 1.12 µm og et (Wide) 12 MP, Dual Pixel, OIS, F1.8, 1.4µm. Og selvom det tager OK billeder, så er det absolut ikke på højde med den kvalitet man ser på f.eks. Galaxy S21 Ultra.
Det tager OK billeder uden at imponere, så det skal ikke være kameraet der gør du køber telefonen. Du kan naturligvis bruge de store linser til selfies også, fordi du kan bruge coverdisplay til at vise motivet mens du tager billeder når telefonen er foldet sammen.
Selfie-kameraet er på 10 MP 1.22µm, F2.4, og tager OK billeder. Nedenfor er der en række eksempler på billeder.
På videosiden kan man optage video i op til 4K/60p. Og som altid skuffer Samsungs kameraer ikke når det gælder optagelse af video.
Konklusion
Samsung Galaxy Z-Flip 3 er den bedste foldbare telefon på markedet lige nu. Du får set på tværs en rigtig god telefoner der leverer godt eller bedre end godt på alle parametre, og kun på kamerasiden er den ikke på øverste hylde.
Skal du købe den, må være op til dig selv. En foldbar har en vis wow-faktor, og fylder meget mindre i en taske, hvis det er der man går med sin telefon. Z-Flip 3 er ihverfald et godt bud, hvis man gerne vil skille sig ud fra mængden.
Efter at Samsung har givet prisen et nøk ned af, er det ihverfald ikke prisen alene der gør at man ikke skal kigge på den som en mulig smartphone. Der er ihverfald ikke tvivl om at Galaxy Z-Flip 3 er en holdbar foldbar i vores optik, om den så holder længe nok kan vi ikke garantere, det lader vi Samsung gøre.
Pris og tilgængelighed
Salgsstart Z-Flip 3 er den 27. august. Z Flip 3 kommer i de fire farver: Neutral Cream, Trendy Green, Trendy Lavender og Phantom Black. Derudover er der flere stilfulde covers, der gør det lettere både at beskytte telefonen og folde skærmen ud. Eksklusivt via Samsung.com vil flere farver være tilgængelige såsom grå, pink og hvid.
- Galaxy Z Flip 3 (128 GB) kr. 8.199,- (se forhandlere og dagspris)
- Galaxy Z Flip 3 (256 GB) kr. 8.699,- (se forhandlere og dagspris)