Dog ikke på Apple TV, ser det ud til, hvilket begrænser brugen til de små, mobile skærme.
Det er populært med nye initiativer indenfor det, der i gamle dage hed virtuel surround. Ud over Sonys initiativer på området, har Apple som bekendt annonceret deres Spatial Audio-indsats, der skal sikre rumfornemmelse og fornemmelse af absorption i lyden, også selv om du lytter i hoved- eller øretelefoner.
Et af de oplagte brugs-scenarier er, når filmfans gerne vil have en eller anden form for surroundlyd eller rumfornemmelse, selv om de ser film sent om natten. Hvis de samtidig er hensynsfulde filmfans, forsøger de ikke at vække sovende børn, partnere eller naboer med subwoofer-rumlen, eksplosioner og pistolskud.
Men i hovedtelefoner er det svært at opnå surroundlyd, og ofte er lyden tør og direkte. Det sidste er der nogle, der kan lide, mens andre gerne vil have fornemmelsen af, at der sker noget med lyden, når de drejer hovedet eller bevæger sig i rummet. Det sidste er naturligvis også vigtigt for simuleret surround – hvis du vender dig om 180 grader skal du helst høre baghøjttalerne tydeligst, f.eks.
Det er blandt andet det sidste, Apples Spatial Audio er god til at simulere. Af samme grund har flere streamingtjenester allerede kastet sig ud i at understøtte systemet, og de første på banen var naturligvis Apples bedste venner ovre hos Disney og streamingtjenesten Disney+. Men også andre tjenester, der endnu ikke er lanceret i Danmark sprang på, herunder HBO MAX.
Netflix kommer sent ind i kampen
De helt store streamingtjenester, såsom Netflix, YouTube og Amazon Prime Video har dog ladet vente på sig, men nu kommer førstnævnte dog ind i kampen. Netflix har nemlig netop påbegyndt udrulningen af Spatial Audio-understøttelse i Netflix-apps på Apple-enheder.
Det er ifølge 9to5Mac en meget langsom udrulning, så det er langt fra sikkert, at du kan opleve Spatial Audio i Netflix-app’en på din iPhone eller iPad endnu. For det er nemlig kun Netflix på disse to platforme, der foreløbig får Spatial Audio-understøttelse. Apple TV må tilsyneladende vente lidt endnu, formentlig til den officielle lancering af tvOS 15, hvor Spatial Audio er inkluderet.
Ud over en iPhone eller en iPad (der skal have iOS 14 ombord) skal du i øvrigt også lytte i enten AirPods Pro eller AirPods Max. Et par almindelige AirPods kan ikke bruges. Og så skal materialet, du ser, naturligvis også være klar til Spatial Audio, f.eks. ved at være mixet i Dolby Atmos. I iOS 15 kommer der dog også en funktion, der skal forsøge at konvertere stereo til surround.
Som nævnt er der tale om en langsom udrulning, og det står stadig ikke helt klart, hvorvidt udrulningen er global. Dog har det franske website iGeneration også skrevet om udrulningen, så visse lande i EU er omfattet. Hvis du er Netflix-abonnent, ejer de ovennævnte Apple-enheder og kan få Spatial Audio til at spille, så giv lyd i kommentarsporet.