Med en Raspberry Pi, en 3D-printer og en god blanding af opfindsomhed og tålmodighed, har Reddit-brugeren Buba447 lavet et mindre gør-det-selv-hit.
Vores allesammens stuealter, TV’et, spiller en særlig rolle i vores liv. Det gælder naturligvis særligt Recorderes læsere, men det gælder så sandelig også for en ganske særlig familie fra den amerikanske by Springfield. Der er naturligvis tale om familien Simpson.
The Simpsons’ elskede TV-apparat er stort set er med i alle afsnittene, fordi det som regel ses i forgrunden, når familien sætter sig i sofaen under seriens intro-sekvens. Men i løbet af seriens 33 sæsoner har TV’et nærmest været et medlem af familien, med dets bøjede stue-antenne, der alligevel har kunnet modtage ’The Krusty the Clown Show’ og ’The Itchy and Scratchy Show’.
Disse shows, og andre ”serier-i-serien”, har været centrale i The Simpsons’ kærlige kritik af den amerikanske gennemsnitsfamilie og dennes afhængighed af TV-indhold. Indtil 2009 var TV’et et klassisk billedrørs-TV, men i forbindelse med at serien overgik til 16:9 720p, fik familien også en fladskærm i introen (det sker i afsnit 10 fra sæson 20 for de nysgerrige). Den bøjede stueantenne var der dog stadig.
Men der er naturligvis en masse nostalgi forbundet med den gamle TV-kasse. Derfor var det også denne, der stod model, da Reddit-brugeren Buba447 besluttede sig for at bygge et miniature-TV, der ikke kunne vise andet end Simpsons-afsnit hele dagen lang. TV’et er 3D-printet til at ligne det gamle, lilla TV fra serien – inklusive den bøjede stueantenne.
Lille og lilla TV med krøllet antenne
Knapperne på TV’et virker endda. Den øverste knap tænder for TV’et og fungerer også som Mute-knap, mens den nederste knap er en volumen-knap. Når det er tændt, viser TV’et tilfældig valgte afsnit fra de første 11 sæsoner af serien. Det eneste, der ikke helt passer med seriens univers er måske størrelsesskalaen og så det faktum, at TV’et får strøm via USB i stedet for Springfields elnet.
Inde i kassen sidder der en Raspberry Pi, der kører Raspbian Jessie Lite som styresystem, og som er forbundet til en TFT-skærm med en opløsning på 640×480 pixels. Det er ikke HD, men det var det gamle billedrørs-tv fra serien jo heller ikke – eller seriens første 20 sæsoner, for dens sags skyld. De mange Simpsons-afsnit er lagret på et 32GB SD-kort, der sidder indvendigt.
Buba447’s video, hvor TV’et demonstreres, er blevet et viralt fænomen på Reddit med over 111.000 upvotes. Vi skal næppe regne med at TV’et nogensinde sættes i masseproduktion, men hvis det kribler i dine fingre for selv at bygge noget lignende, så hold øje med den oprindelige tråd på Reddit.
Buba447 har nemlig lovet at lægge instruktioner og en guide op hurtigst muligt. Personen bag navnet håber samtidigt, at Disney læser med og tilfældigvis har en design-stilling ledig. Vi kan krydse fingre for at Disney, hvis de rent faktisk ser videoen, reagerer med et jobtilbud i stedet for et sagsanlæg over SD-kortets potentielt ulovligt kopierede Simpsons-afsnit.
I designed and printed a working Simpsons TV. Plays the first 11 seasons at random without internet. Knobs work too!
byu/buba447 in3Dprinting