Forside * Featured

TEST: OnePlus Nord 2 5G – Meget Android for pengene

-

Med OnePlus Nord 2 5G får man en Android Smartphone med 5G, et super kamera og en 90Hz skærm samt stort batteri i samme pakke fra 3.300 kroner.

Det er ikke mange uger siden, at vi testede OnePlus Nord CE 5G, og allerede nu er OnePlus klar med OnePlus Nord 2 5G, som har et prispunkt på 3.299-3.899 DKK, og for de penge kan jeg allerede nu afsløre at du får en ganske god Android smartphone, med et kamera på OnePlus 9’s niveau, et batteri på 4.500 mAh og et MediaTek chipset, der er lavet i samarbejde med OnePlus. Ifølge OnePlus selv yder det omkring det samme som et Snapdragon 870 chipset.

Vi har testet den nye OnePlus Nord 2 5G, og her er hvad vi synes.

Annonce:

 

Udpakning, design og installation

OnePlus Nord 2 5G kommer i en sort æske der udover telefonen indeholder en Warp Charge 65T USB oplader og det klassiske røde USB-A til USB-C kabel samt et transparrent PVC cover, samt manualer og en SIM-pin.

Modellen vi testede var i en frygtelig lyseblå (Blue Haze) farve, der skreg på et cover, men den findes også i en flot mørkegrå (Gray Sierra) farve, som vi desværre ikke fik til test. Men gudskelov er indmaden jo den samme, så min personlige smag for farver, vil ikke påvirke denne anmeldelse.

På forsiden finder man en 6.43” Fluid AMOLED, 90Hz skærm, der ikke er buet, ligesom den kun brydes af et selfie-kamera i øverste venstre hjørne. På bagsiden finder man et kamera med 3 sensorer, hvor den bedste er på hele 50 megapixels.

 

Dejligt at se at 3-punkts knap stadig er der

Både skærm og bagside er dækket af Gorilla Glass 5, der beskytter mod ridser og tab fra mindre højder. På højre side finder man standby knap samt OnePlus’s 3-punkts mute knap, der enten har lyd, vibrerer eller slukker helt for lyden på telefonen. På venstre side finder man to knapper til lydstyrke.

I bunden finder man et USB-C stik samt en Dual-SIM skuffe, hvor begge SIM-kort giver adgang til 5G netværk.

Til trods for at bagsiden er dækket af glas, er der ikke fundet plads og budget til trådløs QI opladning. Det er en feature som OnePlus mener kun skal findes i deres store flagskibsmodeller.

Designet er elegant, og OnePlus har på denne Nord model endeligt fundet plads til stereohøjttalere, så du kan se videoer med stereolyd, uden at skulle finde hovedtelefonerne frem.

OnePlus kalder OnePlus Nord 2 5G en “Flagskibsoplevelse til mindre pris”, og jeg kan godt se hvad de mener. De har givet kunderne et kraftigt batteri, en god skærm og et rigtigt godt kamera, så lad os løbe tingene igennem. Designet er ihverfald godkendt.

 

Skærmen er virkelig god på OnePlus Nord 2

Skærmen: 6,43” 90Hz AMOLED

OnePlus Nord 2 5G kommer med en 6,43” 90Hz fluid AMOLED med en opløsning på 2400 x 1080 pixels (410ppi), der understøtter HDR+.

Skærmen er virkelig god, og kan levere fint lys selv i meget solstærke forhold. Det har ikke været muligt for mig at finde det præcise nits tal, men lysstyrken er meget fin.

Da skærmen kører 90Hz fungerer opdatering af både tekst og billeder utroligt glidende under bevægelse, så selvom man i dag kan få smartphone skærme der opdaterer endnu hurtigere mener jeg klart at 90Hz er godkendt til både tekst, video og spil.

Under skærmen finder man en fingeraftrykslæser der fungerer hurtigt og godt, og hvis man vil bruge ansigtsgenkendelse, virker det kamera og de sensorer som gemmer sig oppe i venstre hjørne af skærmen også ganske udemærket.

Skærmen er også klart godkendt.

 

Ydelse – Det er ikke Snapdragon, men ydelse godkendt

OnePlus Nord 2 5G kommer med MediaTek Dimensity 1200, der er et 6nm design med ARM A78 arkitektur. Det er første gang jeg oplever en OnePlus der ikke kommer med Snapdragon teknologi. Men jeg må sige at jeg er imponeret over hastigheden på OnePlus Nord 2.

På Geekbench 5 scorer OnePlus Nord 2 5G 809 på single-core, og 2.785 på multi-core. Det gør den er langtsommere end Snapdragon 870, men den leverer stadig masser af saft og kraft til at telefonen på intet tidspunkt føles langsomt, og den er hurtigere end sin forgænger, der kom med et Snapdragon 765 chipset.

Vi testede den også med 3DMark Wildlife test for at se hvordan den ydede på 3D grafik, og den scorede 4.196 med en gennemsnitlig FPS rate på 25.10, som ligger omtrent samme sted som Samsung Galaxy S21 Ultra. Det vil sige at jeg ikke vil være bekymret for at købe den til ungerne, der gerne vil spille Fortnite, Minecraft, Pokémon Go og lignende.

OnePlus Nord 2 5G kommer i Danmark i to konfigurationer 8GB LPDDR4X RAM og 128GB UFS3.1 lagerplads, og 12GB LPDDR4X RAM og 256GB UFS3.1 lagerplads. Prisforskellen på 128 og 256GB er så lille (600 DKK), at jeg ikke ville tøve med at købe den store model, da de ekstra 4GB RAM til multitasking og de ekstra 128GB plads til billeder og apps er alle pengene værd.

Udover 5G mobilnetværk, får man Wi-Fi 6 og Bluetooth 5.2, så man er godt dækket ind uanset om man kører mobilt eller Wi-Fi. En ting der dog ser lidt underligt ud, er at selvom OnePlus Nord 2 5G kommer med USB-C indgang, så har den kun USB2 performance på kablet, så vær forberedt på, at skal du overføre store filer til din telefon, så tager det ekstra tid.

Oven i det har OnePlus ikke en IP certificering, mod fugt og støv.

Ydelse er ud fra pris er godkendt.

 

Stort batteri på 4.500 mAh og WarpCharge 65, men ingen trådløs opladning

OnePlus Nord 2 5G kommer med et 4.500 mAh batteri, der understøtter Warp Charge 65, som oplader batteriet fra 0 – 100% på ca. 30 min. Og OnePlus har lagt en OnePlus 65 USB oplader med i kassen, så du får den fulde hastighed, hvis du bruger den.

Desværre har OnePlus valgt ikke at understøtte trådløs QI opladning, om det er noget der trækker ned, er noget jeg vil lade være op til den enkelte, personligt bruger jeg selv kun trådløs opladning på mine smartphones, så for mig ville det være noget der trak ned.

Men når det er sagt så virker kombinationen 4.500 mAh batteri og MediaTek chipset som en god kombi. Jeg kom let igennem en hel dag med normalt forbrug, og som skrevet, er man hardcore video eller spil forbruger, kan man hurtigt lade telefonen op til 100% igen.

 

Hvordan virker den som telefon?

OnePlus Nord 2 5G kommer med dual Nano-SIM, og tilbyder både 3G, 4G/LTE og 5G hastigheder. Og i modsætning til Nord CE, kan du på Nord 2 køre 5G på begge SIM kort samtidigt.

Men med 5G havde vi god dækning med Telmore (TDC) som vi testede telefonen med.

OnePlus Nord 2 5G kommer med stereo-højttalere, der giver god lyd til spil og videovisning. Hvis du vil høre musik i ordentlig kvalitet ville jeg nok vælge et sæt trådløse hovedtelefoner. Højttalerne virker også godt til konferencekald.

Kører du trådløs lyd via Bluetooth 5.2 får du aptX & aptX HD & LDAC & AAC support, så du er dækket godt ind uanset hvilke trådløse hovedtelefoner du kører.

Telefondelen er godkendt.

 

Android 11 med OxygenOS 11.3 – Den bedste Android oplevelse

OnePlus Nord CE 5G kommer med Android 11 og Oxygen OS 11., der er OnePlus’s egen brugerflade til Android.

Oxygen OS 11.3 er en ren og elegant implementering af Android, hvor der ikke er for meget bloatware men bare en godt designet brugerflade og brugeroplevelse.

Dog er der en ting jeg stadig savner enormt i Oxygen OS. (Ja, det skriver jeg hver gang jeg anmelder OnePlus telefoner med Oxygen OS) – Muligheden for at lave foldere i app-skuffen. At man kan gøre det på hjemme-skærmen er fint, men at man ikke kan gøre det i app-skuffen er trælst, især når man ser hvor mange der har bedt om det på deres forum, som OnePlus ellers ønsker at være kendt for at lytte til. Det blev lovet for længe siden.

OnePlus Oxygen OS er stadig en af de reneste Android oplevelser på markedet og Android 11 er en super god oplevelse, og jeg er stadig vild med det mørke tema i Android.

I forbindelse med OxygenOS 11.3 har OnePlus gjort det endnu lettere at betjene telefonen med én hånd, og flyttet de fleste betjeningspunkter ned i den nederste del af skærmen når dette er nødvendigt. Det fungerer rigtigt godt.

Med OnePlus Nord 2 5G får du som minimum to major Android versions opdateringer (Til og med Android 13) og 3 års sikkerhedsopdateringer.

 

Kamera – Stort set det samme som i OnePlus 9

OnePlus Nord 2 har 3 kamera på bagsiden. Hovedkameraet er på 50 MP, og kommer med den velkendte Sony IMX 766 sensor med f/1.88 lysfølsomhed. Et 8MP vidvinkel (119,7 grade) kamera og en mono til dybde i billederne. På forsiden sidder der et 32 MP Sony med IMX 615 sensor. Det er iøvrigt første gang at OnePlus har så mange megapixel på et selfie/frontkamera.

Hovedkameraet er det samme som på OnePlus 9, og det er absolut ikke en dårlig ting, for vi var ret begejstrede for kameraet på den model. Oven i det har OnePlus med Nord 2 lavet en del forbedringer på billedkvalitet både i dagslys men især i mørke tilstande, hvor de understøtter billeder helt ned til 1Lux.

OnePlus Nord 2 kommer med hele 22 forskellige foto-scene indstillinger og med video kan du optage i op til 4K/40, men også med dual-view, hvor du optager video af både bag- og frontkamera. Dette er en meget sjov gimmick hvis man vil sende en video hjem fra ferien, eller er vlog’er.

Kameraet tager virkeligt gode billeder, og videokvaliteten er også rigtig god. Du kan se en række eksempler på billeder nedenfor.

 

Konklusion

OnePlus Nord 2 er et kæmpe løft for hele Nord familien hos OnePlus, og med en pris fra 3.299,- får du virkeligt meget Android smartphone for pengene.

Personligt ville jeg vælge den store model med ekstra RAM og lagerplads, og stadig få en endog rigtig god telefon til under 3.900,-

En ting jeg er særlig glad for på OnePlus Nord 2 i forhold til OnePlus Nord CE, er at OnePlus har valgt at smide deres 3-punkts mute knap tilbage på telefonen. Den må OnePlus aldrig fjerne. Det er et af de punkter som OnePlus brugere elsker, og virkeligt vil hade se forsvinde.

OnePlus lander på en flot karakter, og er et rigtigt godt køb som recordere.dk gerne vil anbefale, hvis man er på jagt efter en high-end mid-price smartphone.

 

Pris og leverance

OnePlus Nord kommer i to modeller i Danmark når det gælder størrelse.

  • 8GB RAM / 128GB lagerplads: 3.299,-
  • 12GB RAM / 256GB lagerplads: 3.899,-

Og fås i farverne lyseblå (Blue Haze) og mørkegrå (Gray Sierra). Der er lækket billeder af modeller i andre farver på nettet, men om de kommer til Danmark vides endnu ikke.

Salgsstart er den 27. juli, men det er endnu ikke oplyst hvor man kan købe den, men mon ikke det bliver hos de store forhandlere og teleselskaber.

 

Nøgle specifikationer

  • Mål: 158,9 x 73,2 x 8,25 mm (H x B X D)
  • Vægt: 189 gram
  • Skærm: 6,43″ (2400 x 1080 pixels) 20:9 aspekt / 90Hz – Fluid AMOLED
  • OS: Android 11 / OxygenOS OS 11.3
  • CPU: MediaTek Dimensity 1200-AI
  • GPU: ARM G77 MC9
  • RAM: 8GB/12GB LPDDR4X
  • Lagerplads: 128GB/256GB UFS3.1
  • Batteri: 4500 mAh (non-removable) / Warp Charge 65

 

OnePlus Nord 2 5G
Design
Ydelse
Skærm
Kamera
Batteritid
Pris (Value for money)
Læs bedømmelse0 stemmer
Plus
Minus
4.3
Karakter
Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.