Så er der endnu en smart kombinations-enhed til fans af møbler og indretnings-produkter, der kan spille musik.
Der var nok ikke ret mange, der for ti år siden havde gættet, at IKEA ville tage førertrøjen på i kapløbet om at få lamper og møbler med højttalere og trådløse opladere i ud til folket. De havde måske nok i højere grad gættet på, at det ville være et firma som Sony, der ville lægge sig i spidsen.
Men Sony forsøger skam også, selv om det foregår i et lidt langsommere tempo end den svenske møbelgigant. På CES-messen for nogle år siden, dengang man stadig kunne tage fysisk på CES, fik vi på Recordere-redaktionen en demonstration af Sonys kombinationer af lamper og højttalere.
Vores reaktion var, at lydkvaliteten måske nok ikke var hifi, men sagtens kunne konkurrere med nogle af de små, trådløse højttalere, en del mennesker åbenbart kan nøjes med, når de lytter til musik. Og så er det jo ret smart, at man ikke kan se højttalerne, fordi de er gemt væk i en lampe.
Især var den olielampe-agtige LSPX-S2 i stand til at levere simuleret stearinlys-hygge, samtidig med at den spiller musik. Men den kom bare aldrig til Danmark. Den blev kun sendt på markedet i Japan i 2019 og senere i USA.
Glas-tweeter
Nu ser det imidlertid ud som om, den nye udgave af lampen, LSPX-S3 er på vej til danske butikshylder. Der er en dansksproget beskrivelse af den på Sonys hjemmeside, selv om den ikke rent faktisk kan købes endnu. Vi kender derfor ikke den danske pris, men flere medier skriver, at prisen i EU bliver 350 Euro, eller cirka 2600 kroner.
Lampehøjttaleren består af et glasrør, der udgør tweeteren, mens den lidt tungere del for neden tager sig af den nedre mellemtone og øverste basfrekvenser med en 46mm fuldtonehøjttaler. Fordi tweeteren er lavet af glas og er cylindrisk, skulle den sende musikken ud i 360 grader omkring højttaleren.
Du kan dog også sætte to LSPX-S3’er sammen til stereo-afspilning, hvis du ønsker. De kan afvikle musik i SBC, AAC og LDAC-codec’erne. Det sidste codec burde give mulighed for afspilning af hi-res-musik, selv om man næppe skal forvente entusiast-lyd fra enhederne.
Musikken kan styres fra Sonys Music Center-app. Bluetooth 5.0-implementeringen understøtter A2DP/AVRCP, og batteriet kan spille (og lyse!) i 8 timer, før det skal lades op. Det sidste sker via et diskret placeret USB-C-stik. Vi har ikke hørt om nogen officiel, dansk lanceringsdato, men hold øje med disse sider for mere information i den retning.