OnePlus indrømmer nu, at de af batterihensyn begrænser CPU-ydelsen ved brug af en række populære apps, heriblandt Chrome, YouTube og Facebook.
Det vakte en del furore, da det i december 2017 blev afsløret, at Apple siden 2016 havde skruet ned for CPU-ydelsen på iPhones for at forhindre ældre batterier i både at løbe tør for strøm og blive slidt for hurtigt med pludselig nedlukning af telefonen som resultat. Skandalen fik navnet BatteryGate, medførte 32 retssager og har kostet Apple hundreder af millioner af dollars.
Nu risikerer OnePlus i en lignende situation. I den forløbne uge afslørede websitet AnandTech, at modellerne OnePlus 9 og OnePlus 9 Pro skruer ned for ydelsen på populære apps, heriblandt Chrome, Facebook, YouTube, Microsofts Office-apps og mange andre. Anandtech lagde også mærke til, at den nedsatte ydelse ikke kunne ses, når man målte ydelsen med benchmark-apps.
AnandTech stillede spørgsmålet, om OnePlus manipulerede med benchmark-ydelsen og det fik folkene bag den populære benchmark-app GeekBench til at foretage deres egen undersøgelse. Resultatet var det samme, så nu har GeekBench pillet OnePlus 9 og OnePlus 9 Pro ud af benchmarklisterne på den website, der hører til app’en.
GeekBench anklagede i går OnePlus for benchmark-manipulation på Twitter. Det er ikke første gang, OnePlus er blevet mødt med sådanne anklager. Både i forbindelse med OnePlus 3T og OnePlus 5 blev den kinesiske smartphone-producent afsløret i at snyde med benchmark-tallene.
Baseret på brugerfeedback
OnePlus har dog allerede taget til genmæle. I et svar til XDA Developers skriver OnePlus, at det handler om at give folk mere batterilevetid: ”Det er altid vores førsteprioritet at give brugerne den bedste oplevelse med vores produkter, heriblandt ved at reagere hurtigt på brugernes feedback”, lyder svaret.
Ifølge OnePlus begyndte brugere nemlig at brokke sig over batterilevetiden på OnePlus 9 og OnePlus 9 Pro i marts, samt hvordan telefonerne udvikler varme. ”Over de seneste måneder har vores udviklingshold arbejdet på at optimere enhedernes ydelse, når de kører adskillige populære apps, heriblandt Chrome”.
OnePlus’ talsperson formulerer resultatet af dette arbejde, som at telefonerne nu ”matcher appens krav til processoren med den mest passende strømmængde. Det har givet en glattere oplevelse, mens strømforbruget er bragt ned. Dette kan have indflydelse på enhedernes ydelse i benchmark-apps, men vi fokuserer altid på at forbedre ydelsen for vores brugere”.
Som XDA Developers skriver, så er OnePlus 9 og 9 Pro stadig hurtige smartphones, men at det samtidig er bemærkelsesværdigt, at de ofte har en dårligere ydelse end andre smartphones baseret på det samme chipset, SnapDragon 888. Hvis de to OnePlus-modeller skal køre med tophastighed i de ovenstående apps, koster det altså på batteriet. Spørgsmålet er, om ejerne er tilfredse med dette. Tiden vil vise, om det bliver en lige så kostbar sag, som det blev for Apple.