Forside * Nyheder

Lækkede fotos viser et “Classic” Galaxy Watch4 fra Samsung

-
(Foto: Android Headlines/Samsung)

Man behøver ikke være fitness-freak for at hoppe med på Samsungs kommende smarturs-lancering.

Med et glimt i øjet og uden at være alt for seriøs, kan man måske godt spekulere i, hvorvidt Samsungs interne marketingafdeling benytter sig af firmaets Knox-sikkerhedssystem. Det tyder ikke på det, når man ser på de utallige lækager, der har været i forbindelse med deres kommende smarturs-lancering.

Sidstnævnte har fået ekstra opmærksomhed i techmedierne – inklusive her på siden – fordi Samsung ser ud til at smide det meste af sit Tizen-baserede smarturs-system på porten til fordel for en ny udgave af Googles Wear OS.

Annonce:

Den sydkoreanske tech-gigant vil i stedet lægge en version af One UI (kendt fra Samsungs Galaxy-smartphones) oven på Wear OS og anlægger dermed en strategi, der minder mere om den, vi kender fra Android helt generelt. Samarbejdet mellem Samsung og Google kan næsten ikke tolkes som andet end et forsøg på at mindske Apples markedsandel og førerposition på smarturs-markedet.

(Foto: Android Headlines/Samsung)

Modellerne i de fotos, der er blevet lækket indtil videre, har dog primært lignet Samsungs fitness-orienterede smarture i Galaxy Watch Active-serien. Det har fået mange til at spørge, om der ikke kommer et ur, der ligesom den nuværende hovedserie, der bare hedder Galaxy Watch, ligner et normalt, analogt ur.

Det skete Især efter at billeder fra 91Mobiles tilsyneladende annoncerede at det Active-lignende ur rent faktisk VAR Galaxy Watch4. Men nu peger nyligt lækkede fotos i en anden retning. De kommer fra Android Headlines, der har fået fingre i billeder af, hvad der angiveligt skulle være en model, der hedder Galaxy Watch4 Classic.

Sort og sølv i både stål og alu

Man kan sagtens se, hvorfor denne variant hedder ’Classic’. Der er tale om et design, der sagtens kan forveksles med et almindeligt, analogt ur, indtil man kommer tæt på. Urkransen er ikke udstyret med tachymeter, som på det nuværende Galaxy Watch3, men skulle alligevel kunne roteres i forbindelse med navigation af funktioner på uret.

Derudover har uret de samme to knapper på siden, man også finder på det lækkede design af de nye Active-modeller. Ifølge Android Headlines’ kilder skulle Samsung udbyde ’Classic’-modellen i hele tre størrelser, 42mm, 44mm og 46mm. Tidligere modeller har kun været udbudt i to størrelser. De tre farver, du kan se ovenfor, er de tre farver, uret kommer i.

(Foto: Android Headlines/Samsung)

Ud over, at Samsung har lovet os længere batterilevetid, men også bedre ydelse, takket være brug af mindre CPU-kerne i uret, har vi ikke hørt ret meget om specifikationerne på de kommende Galaxy Watch-modeller. Men ifølge Android Headlines er Classic-modellen certificeret til 5ATM og dermed vand-resistent ned til 50 meters dybde i op til ti minutter.

Støv-resistensen skulle også være sikret, da uret lever op til MIL-STD-810G-standarden. Der sidder Gorilla Glass DX- eller DX+-glas på uret, afhængig af, om der er tale om modeller, der er udført i stål eller aluminium. Angiveligt kan man få uret i både sort og sølv i begge disse materialer, selv om der jo nok er en del forskel på prisen.

Samsung har lovet os, at urene lander ved en Unpacked-event ”senere på sommeren”.

(Foto: Android Headlines/Samsung)
Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.