Sammensmeltningen af Wear OS og Tizen er i fokus, når fremtiden for Samsungs Galaxy Watch-ure præsenteres.
For andet år i træk har COVID-pandemien skabt problemer for den årlige Mobile World Congress (MWC)-messe. I år slap arrangørerne i det mindste for helt at aflyse, sådan som det skete sidste år. Men messen er blevet rykket fra forår til sommer, og foregår delvist live i Barcelona og delvist virtuelt i næste uge.
Når det gælder det sidste, så deltager en af messens normalt største udstillere, Samsung, kun virtuelt i år. Men til gengæld lover de at præsentere en helt ny måde at tænke smarture på, når fremtiden for Galaxy Watch-urene præsenteres. Det sker på mandag d. 28/6 kl. 19.15 dansk tid i forbindelse med en gennemgang af Galaxy-økosystemet.
Der er i forvejen store forventninger til præsentationen, for en del rygter er løbet i forvejen. Apple dominerer smarturs-markedet med Apple Watch, og den spredte fægtning blandt andre smarturs-producenter har endnu ikke kunnet æde sig tilstrækkeligt ind på Apples markedsandele.
Google har således holdt lav profil med udviklingen af Wear OS i de sidste par år, mens Samsung har satset på sit eget styresystem, Tizen. Ligeledes har et af de firmaer, der måske kunne gøre noget ved Apples dominans, FitBit, lavet smarture med proprietære styresystemer. Resultatet har været, at apps og funktioner enten ikke var tilgængelige eller ikke fungerede på tværs af platformene.
Vil måske kun tease selve uret
Men to ting har siden gjort situationen anderledes og øget forventningerne til mandagens Samsung-præsentation. Først købte Google FitBit. Og i sidste måned annoncerede Samsung og Google så, at de lægger Tizen og Wear OS sammen til en fælles platform. Målet er at give Apple kamp til stregen på smartursmarkedet.
Det er værd at bemærke, at Samsung ikke kalder præsentationen for en ’Unpacked’-event, som ellers normalt er titlen på firmaets produktannonceringer. Det kan betyde, at softwaren er i fokus, og at vi ikke kommer til at se en konkret produktlancering. Ifølge den normalt ret velinformerede Jon Prosser lander Galaxy Watch 4 først i butikkerne 11. august.
Samsung kan med andre ord sagtens nå at lave en virtuel ’Unpacked’-event inden da, hvor den næste generation af smarturene bliver vist frem. Disse rygtes til at have en kraftig 5nm Exynos-chip ombord, en bedre skærm, blodtryks- og EKG-sensorer og der har endda været rygter om en blodsukkermåler. Det sidste skulle dog først komme et par år ude i fremtiden.
Fra registreringen af Galaxy Watch 4 hos de amerikanske og kinesiske telemyndigheder ved vi, at uret som sædvanligt kommer i versioner med og uden mobildata (dog ingen 5G endnu), og at der skulle være et 247 mAh-batteri ombord, der kan lades trådløst op med Qi-standardladere i op til 5W.
Som Samsung skriver på invitationen herover, kan du følge præsentationen på firmaets officielle YouTube-kanal.